Brugergrænsefladen i Foto.com ligner noget, der kunne være lavet for 20 år siden.

Foto.com A3-kalender

Foto.com er den sidste fototjeneste, vi ville vælge, hvis vi skulle fremstille en kalender af vores egne billeder.

af Morten Skeldal Østergaard #Diverse #Foto.com
5.7

Foto.com er den mindst brugervenlige fototjeneste, vi hidtil har testet.

Det kan undre lidt, for det er et internationalt foretagende, der sender sine fotoprodukter til mange lande.

Vi gik i gang med at fremstille en A3-vægkalender med Foto.com’s eget program til Windows. Programmet bærer præg af ikke at være blevet opdateret i lang tid, og det trænger virkelig til en kærlig hånd. Alt foregår meget langsomt, og du må vente i flere sekunder, hver gang du klikker dig ind på en ny funktion.

Vi afprøvede programmet både på en 15 tommer bærbar pc og en stationær med en 27 tommer skærm i høj opløsning. Især på den sidste blev skærmens areal udnyttet dårligt med store tomme flader, selv om den lille del af vinduet vi arbejdede i, var så proppet med billeder, at vi måtte rulle ned igennem dem med musehjulet, når vi skulle finde det rigtige.

Kalenderprogrammet er oversat, men der er så mange meningsforstyrrende fejl, at det egentlig havde været bedre, hvis man havde ladet være. Computerprogrammer er ofte oversat ved hjælp af computeroversættelse i stil med Google Translate, men her ser det ud til, der har været en menneskelig oversætter i gang, for mange af ordene er så dårligt stavet, at de er svære at genkende.

Der er brugbare designs at vælge imellem, når du skal lave din kalender, men der er også nogle meget tvivlsomme valg – blandt andet et design hvor alle månedens dage er repræsenteret af grønne og lilla kasser.

Da vi modtog den færdige kalender var den fremstillet i kraftigt papir i god kvalitet. Vores billeder stod skarpt og flot over årets måneder, men kalenderen er altså ikke besværet værd, når der er så mange andre gode og brugervenlige fototjenester at vælge imellem.

 


+ God papirkvalitet

– Dårlig oversættelse

– Brugerfjendtligt program

Se den bedste pris lige nu

Konklusion

Foto.com er den sidste fototjeneste, vi ville vælge, hvis vi skulle fremstille en kalender af vores egne billeder.

Specifikationer

Mærke
Foto.com
Produkttype
A3-kalender