Lydkortet fylder ikke så meget inde i computeren, så det er nemt at finde plads til.

Creative Soundblaster Audigy FX V2

Audigy Fx V2 er en god løsning, hvis du døjer med elektronisk støj i lyden fra din stationære pc.

af Morten Skeldal Østergaard #Diverse #Creative
9.0

Soundblaster Audigy Fx V2 giver dig gode tilslutningsmuligheder, når du skal have lyd ind og ud af din stationære pc, og så leverer lydkortet en flot og klar lyd.

Kortet fungerer grundlæggende som i de gode gamle dage i 1990’erne, da Creatives Soundblaster-lydkort var ekstremt populære. Den gang blev en pc nemlig ikke nødvendigvis leveret med muligheden for at slutte højtalere til.

Du skal have låget af din pc og sætte kortet i en ledig PCIe-bås. Det er de aflange plastikslidser med metalkontakter, som er beregnet til forskellige udvidelser til pc’en. I dag er lydkortet bygget ind i bundkortet på pc’en, men det kan nogle gange betyde, at lyden fra lydkortet påvirkes af de øvrige komponenter på bundkortet. Det var tilfældet i den test-pc, vi satte Audigy Fx V2 i. Når vi satte høretelefoner i det indbyggede lydkort, var der en svag ujævn susen i lyden i blandt andet stille passager i musik.

Den lyd var helt forsvundet, da vi i stedet brugte Audigy Fx V2 til at få lyd ud af pc’en. Den generelle lydkvalitet i musikafspilning fra de to lydløsninger kunne vi dog ikke høre forskel på. Vi afspillede musik fra forskellige genrer i cd-kvalitet, og det kunne simpelt hen ikke lade sig gøre at skelne de to afspilninger fra hinanden.

Til gengæld kunne vi tydeligt høre forskel, da vi installerede Creatives Windows-program SmartComms Kit. Det hjælper med at give bedre lyd under samtaler via fx Skype eller Google Meet. Smartcomms Kit sørgede fx for at lukke ned for mikrofonen, når vi ikke sagde noget. Programmet sørgede også for at rense lyden fra baggrundsstøj, så vores stemme gik klarere igennem. Der sidder en ret støjende blæser i vores test-pc, og den kunne overhovedet ikke høres, da vi slog støjreduktionen til.

Audigy Fx V2 giver dig fem indgange på pc’ens bagside, så du blandt andet kan slutte et 5.1 surround-anlæg til lydkortet. For cirka 135 kroner kan du købe et udvidelseskort, som også giver dig 7.1 surround-lyd og en optisk udgang.


+ Lyd uden støj

+ God lyd i samtaler

+ Mange indgange

Se den bedste pris lige nu

Konklusion

Audigy Fx V2 er en god løsning, hvis du døjer med elektronisk støj i lyden fra din stationære pc.

Specifikationer

Mærke
Creative