Kortets følsomme komponenter er pakket ind i en beskyttende skal.

Creative Sound BlasterX AE-5 Plus

Creatives lydkort løfter lyden på computeren op over den middelmådige oplevelse, som de fleste indbyggede lydkort leverer.

af Morten Skeldal Østergaard #Diverse #Creative
9.1

De fleste af os har nok i pc’ens indbyggede lyd, men hvis du er lidt kræsen med musik eller lyden fra spil på computeren, så løfter Creatives nye lydkort oplevelsen op over det middelmådige.

Der var engang, hvor det var nødvendigt at købe et lydkort som ekstraudstyr for overhovedet at få andre lyde ud af pc’en end små forkølede bip. I dag har alle pc’er indbygget en eller anden form for lydkort. Desværre er lyden ofte af meget svingende kvalitet.

Her kommer Sound BlasterX AE-5 Plus ind i billedet. Vi satte kortet i en ledig PCI Express-port i vores stationære test-pc. PCI Express er de aflange udvidelsesbåse, der sidder på bundkortet i en stationær computer. Den ene ende af lydkortet er fyldt med en fin samling tilslutninger, som åbenbarer sig på bagsiden af pc’en, når kortet sidder på sin plads. Hvis du foretrækker højtalere frem for et par hovedtelefoner, kan du tilslutte et helt surround-sæt til computeren her.

Vi fandt et par gode hovedtelefoner frem og skiftede lidt rundt mellem Creative-lydkortet og en tilsvarende computer uden et dedikeret lydkort. De mest markante forskelle var, at AE-5 Plus kunne spille højere, og ved lave lydniveauer kunne vi ikke høre nogen elektronisk støj i lyden. Computeren, hvor vi blot brugte bundkortets lydchip, udsendte en svag skratten på grund af påvirkning fra pc’ens øvrige komponenter. AE-5 Plus-kortet er pakket ind i en beskyttende metalskal, og det er sandsynligvis den, der gør forskellen.

Der hører et særligt styreprogram til lydkortet. Når det er installeret i Windows, kan du skifte mellem forskellige lydprofiler, så lyden hele tiden passer til det, du foretager dig på computeren. Programmet er nemt at finde rundt i, og der er også særlige funtioner til spil, så du fx nemmere kan høre, hvor dine fjender befinder sig i et nervepirrende skydespil. Der er også særlige forindstillinger til de mest populære spil, så du slipper for selv at skulle sidde og finindstille lyden.


+ Flot lyd

+ Godt styreprogram

+ Mange tilslutninger

Se den bedste pris lige nu

Konklusion

Creatives lydkort løfter lyden på computeren op over den middelmådige oplevelse, som de fleste indbyggede lydkort leverer.

Specifikationer

Mærke
Creative
Produkttype
Internt lydkort
Mål
145 x 20 x 128 mm
Tilslutning
1 x TOSLINK optisk udgang, 1 x 3,5 mm Linjeindgang / Mikrofonindgang, 1 x 3,5 mm frontudgang, 1 x 3,5 mm bagudgang, 1 x 3,5 mm center/sub-udgang