Meater+

Apption Labs Meater Plus

Meater+ er et fremragende værktøj til den ambitiøse (eller bare gadget-glade) grillmester.

af Morten Skeldal Østergaard #Diverse #Apption Labs
9.6

Behøver et stegetermometer virkelig at kunne kobles sammen en mobiltelefon? Efter at have givet termometeret Meater+ en prøvetur i både ovn og grill, så er vi tilbøjelige til at svare ja til det spørgsmål.

Meater+ består af to dele: Det lille termometer, der skal med kødet i ovnen og en tilhørende holder udformet i bambustræ. Holderen fungerer både som oplader til termometeret og som forlænger af dets Bluetooth-signal.

Sammenkoblingen af Meater+ og en iPhone eller Android-telefon klares hurtigt af den tilhørende app, der også hjælper med indstillingerne til forskellige typer kød.

Vi satte Meater+ i en oksesteg i en glohed kuglegrill. Meater+ registrerer faktisk temperaturen i begge ender af den lille sonde, der stikkes i kødet, så du kan ikke bare se temperaturen i stegen, men også i grillen eller ovnen. Rækkevidden på selve termometeret er kun på nogle få meter, så holderen skal placeres tæt på grillen. Til gengæld videresender holderen signalet, så det i hvert fald kan række 25-30 meter. Under en tur ind i køkkenet forsvandt signalet, men der var forbindelse igen, så snart telefonen var tilbage i haven.

Undervejs fortæller app’en dig hele tiden, hvor lang tid, der er tilbage. Den resterende tid bliver automatisk korrigeret, hvis du fx tager låget af grillen, så temperaturen falder i et par minutter.

Du kan hele tiden følge temperaturen i både grill og steg, og du kan se, hvor lang tid der er til stegen er færdig. Når den ønskede temperatur er nået, udsender app’en en alarm. Du får en meget grundig oversigt over stegeforløbet, hvor du blandt andet kan se en graf over grillens temperatur hele vejen igennem.

Meater+ er ikke billig, men det er nået nær det ultimative værktøj, for grillmesteren, som ikke vil gå ned på udstyr. Hele produktet udstråler håndværksmæssig kvalitet, og giver dig informationer og muligheder, som du ikke får med et traditionelt stegetermometer.


+ Måler to temperaturer

+ God kvalitet

+ Vellykket app

Se den bedste pris lige nu

Conclusion

Meater+ er et fremragende værktøj til den ambitiøse (eller bare gadget-glade) grillmester.

Specifikationer

Mærke
Apption Labs
Produkttype
Stegetermometer
Tilslutning
Bluetooth
Andet
Holderen bruger 1 x AAA-batteri (medfølger).