Det er en let og handy computer, selv om skærmen er på over 15 tommer.

MSI Prestige 15 A12UC

Her får du en hurtig processor og et suverænt SSD-drev i en let computer, der kan klare det meste.

af Morten Skeldal Østergaard #Computer #MSI
8.4

Prestige 15 er en god, klassisk bærbar pc med et lidt anonymt udseende.

Det er ikke just nogen billig maskine, men du får altså virkelig også noget for pengene med en af Intels bedste processorer og et af de hurtigste SSD-drev, der nogensinde har siddet i en bærbar pc. Vi målte drevet til at være blandt den hurtigste ene procent af alle de drev, der er blevet testet med vores testprogram.

Og det er altså ikke bare en tør og kedelig måling, for de hurtige komponenter kan også mærkes i praksis, når du bruger computeren: Windows og alle programmer starter ekstremt hurtigt.

Selv om computeren måske nok ligner noget, der hører hjemme på et kontor, kan du også spille på den. Det er et udmærket grafikkort fra NVIDIA, der får selv de nyeste skydespil til at tage sig godt ud. Skærmen har kun Full HD-opløsning, og det mindsker også arbejdsbyrden for grafikkortet, at der ikke er flere pixels, der skal opdateres løbende, når du kører et spil.

Der måtte godt have været lidt bedre lysstyrke og kontrast i skærmen. Det kan være svært at læse på skærmen, hvis du sidder i kraftigt dagslys. Til gengæld har skærmen en helt mat overflade, så du slipper i det mindste for genskin fra solen.

Kølingen af computeren er lidt støjende, når processoren er på overarbejde, og udblæsningen af den overskydende varme kunne være bedre gennemtænkt. Når pc’en belastes, blæses der varm luft op mod underkanten af skærmen, så området over tastaturet og den nederste del af skærmen bliver meget varmt. Det virker ikke som noget, der er sundt for computeren i det lange løb.

Vi var godt tilfredse med tastaturet i de par uger, vi skrev på det dagligt. Uanset om du skriver med ti fingre eller prikker løs på tasterne med to pegefingre, giver tasterne fin feedback, så du kan mærke, når de er trykket i bund. Vi blev lidt irriterede over, at der kun sidder en Fn-tast i højre side. Det er den tast, som giver adgang til alternative funktioner på tasterne – fx den øverste række funktionstaster, der også fungerer som multimedietaster til blandt andet at styre musikafspilning på computeren. Den meget smalle Fn-tast er alt for svær at nå og ramme korrekt, når du sidder med fingrene på de andre taster.

Computeren er let, når man tager i betragtning, at du får en skærm på over 15 tommer. Den er blot lidt over halvanden centimeter tyk, og der er kun blevet plads til få tilslutninger i siderne. Strømmen leveres via et USB-C-stik, men der er kun en port til opladning i venstre side, så du skal altid have kablet hængende i samme side, uanset hvor stikkontakten er i forhold til computeren.


+ Hurtig processor og SSD

+ Let på trods af en stor skærm

– Smal og dårligt placeret Fn-tast

Se den bedste pris lige nu

Conclusion

Her får du en hurtig processor og et suverænt SSD-drev i en let computer, der kan klare det meste.

Specifikationer

Mærke
MSI
Type
Bærbar pc
Processor
Intel Core i7-1280P
Grafikkort
GeForce RTX 3050, 4 GB GDDR6
Hukommelse (RAM)
16 GB DDR4
Lagerplads
1 TB SSD
Skærmstørrelse
15,6"
Skærmopløsning
1920 x 1080 pixels
USB-porte
2 x USB-C (Thunderbolt 4), 2 x USB A
Tilslutninger
HDMI, hovedtelefon, microSD-kortlæser
Netværk
Wi-Fi 6
Mål
35,7 x 23,4 x 1,7 cm
Vægt
1,65 kg
Batteritid
Cirka 9 timer
Touchskærm
Nej
Styresystem
Windows 11 Home, 64 bit
CPU Mark
25742
2D Mark
441
3D Mark
9026
Memory Mark
2932
Disk Mark
50068
Benchmark (højest er bedst)
4717