Microsoft Surface Laptop (7th Edition)

Surface Laptop ser eksklusiv ud i sort aluminium, men prisen på computeren er høj i forhold til ydelsen.

af Morten Skeldal Østergaard #Computer #Microsoft
8.5

Microsofts nyeste udgave af firmaets Surface Laptop er en fin, lille computer i et stærkt, matsort aluminiumskabinet.

Ydelsen lever ikke helt op til prisskiltet, og det er især de 3D-grafiske evner, den er gal med. Det er ikke en computer, du skal forsøge at spille på. På den anden side klarer Surface Laptop sig fint til opgaver, der kræver kunstig intelligens. Computeren er udstyret med en såkaldt NPU, der sætter fart på beregningerne, når der fx skal genereres et billede ud fra en tekst, du skriver. Microsoft har selvfølgelig sørget for, at Surface Laptop lever op til firmaets egne krav til at kunne kalde sig en Copilot+ PC. Det betyder blandt andet, at den vil kunne bruge den avancerede Genkald-søgning (Recall) i Windows, når den bliver tilgængelig i en opdatering.

Skærmen har en fin kontrast, og alt står skarpt og flot. Overfladen har en blank, berøringsfølsom overflade, men det havde måske ikke været strengt nødvendigt. Det betyder nemlig, at du kan spejle dig i skærmen, hvis du sidder i skarpt dagslys, og du kan heller ikke lukke computeren længere op end cirka 130 grader, så det er også svært at bruge fingrene på skærmen, uden at den står vipper frem og tilbage.

Vi foretrækker som regel, at computeren kobles til strømforsyningen med et almindeligt USB-C-kabel, fordi du så kan bruge det samme kabel til din telefon og tablet. Ofte kan du også selv vælge, hvilken side du vil sætte stikket i. Vi er dog villige til at tilgive Surface Laptop, at den har sit eget, særegne stik, for det fungerer virkelig godt.

Stikket klikker magnetisk på plads, og hvis nogen snubler i kablet, falder det bare ud uden at trække computeren med sig på gulvet. Kablet er oven i købet så langt, at det som regel vil kunne nå en stikkontakt, selv om den er placeret på den modsatte side af computerens elstik.

Ansigtsgenkendelsen er en af de bedste, vi har prøvet på en bærbar pc. Selv om vi sad med siden til computeren og kun drejede ansigtet en smule mod webkameraet, kunne det alligevel genkende os og låse computeren op. Aflæsningen fungerede, selv når ansigtet kun var oplyst af belysningen fra skærmen.


+ Flot skærm

+ Hurtig processor

– Høj pris

Se den bedste pris lige nu

Conclusion

Surface Laptop ser eksklusiv ud i sort aluminium, men prisen på computeren er høj i forhold til ydelsen.

Specifikationer

Mærke
Microsoft
Type
Bærbar pc
Processor
Snapdragon X Plus
Grafikkort
Integreret i processoren
Hukommelse (RAM)
16 GB
Lagerplads
512 GB
Skærmstørrelse
13,8"
Skærmopløsning
2304 x 1536 pixels
USB-porte
2 x USB-C 4 Gen 2x2, 1x USB-A
Tilslutninger
Høretelefoner
Netværk
Wi-Fi 7, Bluetooth 5.3
Mål
30,1 x 22 x 1,8 cm
Vægt
1,2 kg
Batteritid
Op til 20 timer
Touchskærm
Ja
Styresystem
Windows 11 Home
CPU Mark
23414
2D Mark
368
3D Mark
2711
Memory Mark
3879
Disk Mark
23107
Benchmark (højest er bedst)
4263