Rammen om skærmen er tynd, så det har været nødvendigt med en lille forhøjning i toppen for at få plads til det gode webkamera.

Lenovo Yoga Pro 7

Yoga Pro 7 er en bærbar pc, der giver dig en forholdsvis høj ydelse for prisen.

af Morten Skeldal Østergaard #Computer #Lenovo
8.8

Når nogen lidt uspecificeret spørger: “Hvilken bærbar skal jeg købe?”, vil Yoga Pro 7 i mange tilfælde være et udmærket bud på en løsning. Den er ikke overvældende dyr, og den kan løse alle de mest almindelige opgaver, man kan finde på at udsætte en bærbar pc for – måske lige med undtagelse af avancerede 3D-spil.

Processoren i Yoga Pro 7 er en Core i5-model i Intels 13. generation. Det er det mellemste niveau i Intels udvalg, men den leverer en fin ydelse, og vi blev på intet tidspunkt generet af, at noget på computeren gik for langsomt eller blev afviklet ujævnt. I vores målinger viste processoren sig da også at være lige så hurtig som en dyr Core i7-processor fra den foregående generation. De 16 gigabytes ram og det stærke SSD-drev er med til at forstærke indtrykket af en computer, der er hurtigere, end prisen umiddelbart lægger op til.

Det kan ikke lade sig gøre at bygge et godt tastatur ind i en superslank pc. Det er tydeligt, at Lenovo har valgt en tastaturmodel, der kan være med til at holde den slanke linje, og det betyder, at tasterne ikke er de bedste. Det er svært at mærke, hvornår tasterne er trykket ordentligt i bund, og vi endte med at måtte skifte til kun at trykke på tasterne med pegefingrene i stedet for at skrive løs med alle ti fingre. Tasterne er belyst nedefra, og det er nemt at aflæse tegnene under alle lysforhold.

Tastaturet flankeres af et par udmærkede stereohøjtalere. Lyden er fin nok til YouTube-videoer og videosamtaler, og den indbyggede mikrofon er faktisk også så god, at vi uden problemer kunne føre videosamtaler uden at tilslutte et headset for at få klarere lyd.

Skærmen er i bedre kvalitet end i en typisk kontor-pc. Billedet står skarpt med en fin kontrast, og du kan sætte opdateringshastigheden op til 90 Hz. Det får indhold på fx hjemmesider til at rulle glidende og flot nedover skærmen.

I den ene side sidder en lille fysisk knap, der slukker for det indbyggede Full HD-webkamera. Kameraet er bedre end gennemsnittet, og der er også en infrarød sensor, så du kan logge hurtigt på Windows ved hjælp af sikkerhedsfunktionen Windows Hello blot ved at sidde foran kameraet. Funktionen virkede perfekt – også når vi sad i lidt mørke omgivelser.

Batteriet gav os i gennemsnit strøm nok til en otte timers arbejdsdag. Opladningen sker via en af de to USB-C-porte, der har en ekstrafunktion som ladestik til computeren.


+ Flot ydelse

+ Log på med ansigtsgenkendelse

– Dårligt tastatur

Se den bedste pris lige nu

Conclusion

Yoga Pro 7 er en bærbar pc, der giver dig en forholdsvis høj ydelse for prisen.

Specifikationer

Mærke
Lenovo
Type
Bærbar pc
Processor
Intel Core i5-13500H
Grafikkort
Intel Iris Xe Graphics
Hukommelse (RAM)
16 GB
Lagerplads
512 GB SSD
Skærmstørrelse
14 tommer
Skærmopløsning
2560 x 1600 pixels
USB-porte
1 x USB-A 3.2 Gen 1, 1 x USB-C 3.2 Gen 2, 1 x USB-C 4
Tilslutninger
HDMI, høretelefoner/mikrofon
Netværk
Wi-Fi 6E, Bluetooth 5.1
Mål
32,6 x 22,7 x 1,56 cm
Vægt
1,49 kg
Batteritid
Cirka 8 timer
Touchskærm
Nej
Styresystem
Windows 11 Home
CPU Mark
22945
2D Mark
394
3D Mark
2483
Memory Mark
2522
Disk Mark
35876
Benchmark (højest er bedst)
4122