Lenovo Yoga C930

Yoga C930 er en slank og elegant computer, der samtidig er hurtig. Hvis du klapper skærmen bagover, virker pc'en fint som tablet.

af Morten Skeldal Østergaard #Computer #Lenovo
8.6

Lenovo Yoga C930 er en slank og elegant bærbar i mørkegråt aluminium. Der er virkelig gjort noget ud af computerens ydre, og den ser flot og eksklusiv ud — selv i sammenklappet tilstand.

Der er kun tilslutninger i venstre side af computeren. I højre side sidder blot en tænd-/slukknap, der flugter helt med siden af computeren. Det får Yoga C930 til at se pæn og minimalistisk ud i profil, men det havde nu været praktisk at have USB-porte i begge sider af pc’en.

I venstre side sidder to USB C-porte og en god gammeldags USB B-port. Udover dem er der faktisk kun et stik til headset. Du skal altså bruge en af USB C-portene til opladning af pc’en, og hvis du vil koble en større skærm til computeren, så skal du bruge den medfølgende adapter fra USB C til HDMI. Det efterlader kun en enkelt USB-port til alt andet.

Yoga C930 er meget hurtig til alt andet end spil. Grafikkortet er nemlig bare en billig løsning fra Intel. Til gengæld er både processor, RAM og SSD-drevet fremragende, så computeren er en fornøjelse at arbejde på.

Skærmen leverer et fint billede med god kontrast.  Der er et webcam i toppen af skærmen, og det er en velkommen detalje, at du kan køre en lille skyder hen foran linsen, så du er HELT sikker på, at dit privatliv forbliver privat.

Lyden er forbavsende god fra Yoga C930. Der er en form for soundbar bygget ind i hængslet mellem computer og skærm, og den leverer en lyd, som man skulle tro, kom fra en større højtaler end som så.

Skriv på skærmen med pen

Tastaturet er bedst, hvis du er typen, der skriver med to pegefingre. Hvis man har alle ti fingre på tastaturet, så kommer man let til at savne lidt feedback fra tasterne. Tastegangen er så kort, at man har svært ved at mærke, når ens tryk er blevet registreret. Du kan tampe løs på tasterne, så voldsomt som du lyster. To lange gummistriber i bunden af pc’en sørger for, at den står særdeles godt fast på bordet, når du skriver. Det havde også været rart med et numerisk tastatur, men det er der simpelthen ikke plads til på en computer i denne størrelse.

Fingeraftrykslæseren sidder, så det er naturligt at lægge højre pegefinger på den. Den aflæser fingeren hurtigt og præcist og gør det lidt nemmere at logge på Windows.

På bagkanten af Yoga C930 kan du trykke på enden af en lille pen, der så hopper ud af computeren. Den er praktisk at have ved hånden, hvis du bøjer skærmen helt bagover og bruger computeren som en tablet. Yoga C930 finder selv ud af at skifte til tablet-tilstand, og den drejer også automatisk skærmen rundt, hvis du vender skærmen på højkant.

Den gode skærm og pc’ens slanke profil gør det til en fin oplevelse at bruge computeren som tablet. Det er de færreste af denne type 2-i-én computere, der er lige så vellykkede.


+ Hurtig processor, SSD og RAM

+ Let og slank

– Tastaturet er ikke helt i top


Find laveste pris:

www.pricerunner.dk

Se den bedste pris lige nu

Conclusion

Yoga C930 er en slank og elegant computer, der samtidig er hurtig. Hvis du klapper skærmen bagover, virker pc'en fint som tablet.

Specifikationer

Mærke
Lenovo
Type
Bærbar pc
Processor
Intel Core i7-8550U, 1,8 GHz
Grafikkort
Intel UHD Graphics 620
Hukommelse (RAM)
16 gigabytes
Lagerplads
512 gigabytes
Skærmstørrelse
13,9
Skærmopløsning
1920 x 1080 pixels
USB-porte
2 x USB C, 1 x USB 3.1
Tilslutninger
Headset
Netværk
802.11ac (WiFi 5)
Mål
32,2 x 22,7 x 1,45 cm
Vægt
1390 gram
Touchskærm
Ja
Styresystem
Windows 10 Home
Andet
Pen medfølger
CPU Mark
10340
2D Mark
680
3D Mark
1312
Memory Mark
2685
Disk Mark
20801
Benchmark (højest er bedst)
4004