Lenovo ThinkPad X13 3rd Gen
Lille og hurtig kontor-computer, hvor især processoren og SSD-drevet er med til at sætte fart på maskinen.
ThinkPad X13 er en lille og stærk pc, der udstråler seriøsitet – både i design og specifikationer. Den bærbare computer er hurtig, hvor det gør den største forskel: I processoren og SSD-drevet, som begge er i topklasse. Resultatet er, at styresystemet og alle programmer kører tjept og uden tøven. Windows starter også op på nul komma fem, og du behøver ikke engang taste et kodeord, for det særlige webkamera genkender dit ansigt, så du automatisk logges på med funktionen Windows Hello.
Grafikkortet er derimod lidt sløjt, for det er integreret i processoren i stedet for at have en selvstændig chip. Afviklingen af 3D-grafik på ThinkPad X13 ligger i den dårligste tredjedel af de pc’er, vi har testet og derfor er computeren også klart bedre egnet til kontorarbejde end til spil.
Det indtryk styrkes bare af det gode tastatur, der inviterer til at skrive lange tekster. Tasterne giver en mærkbar klikkende fornemmelse, så du kan føle, at dit tastetryk er blevet registreret. Den lille, røde knop midt i tastaturet kan bruges som et alternativ til musepladen. Knoppen sad allerede i de ThinkPad-computere, der blev produceret af IBM for 20 år siden, og knoppen er faktisk lidt sværere at styre end både museplade og en rigtig computermus. Sandsynligvis er den kun bevaret for at give ThinkPad-serien en smule særpræg.
Skærmen er lille, men har et skarpt billede med stærk kontrast. Det er nemt at se skærmens indhold under de fleste lysforhold, for der er nærmest intet genskin fra dine omgivelser. Du kan klappe skærmen 180 grader op, så den ligger i forlængelse af selv computeren. Det giver en fin fleksibilitet i forhold til, hvordan du sidder ved skærmen.
Over skærmen sidder det lille, indbyggede webkamera. Det giver et fint billede i videosamtaler, og du kan lukke af for det med en fysisk klap, når du ikke skal bruge det. Når der er lukket, kan du se en lille orange cirkel henover linsen, så du aldrig er i tvivl om, om der er hul igennem. Det eneste problem er den lille skyder, som flytter klappen hen foran skærmen, for det kan godt være lidt svært at få ordentligt fat i skyderen, som er lille og svær at se.
Strømmen leveres via USB-C. Du kan selv vælge, hvilken af de to USB-C-porte, du vil bruge, men de sidder irriterende nok på den samme side af computeren, så det giver dig ikke den store fleksibilitet i forhold til placering af computeren.
Vi brugte ThinkPad X13 gennem en uges tid og dens batteritid lå i gennemsnit på cirka syv timer.
+ Processor i topklasse
+ Hurtig opstart af Windows
– Sløv 3D-grafik
Se den bedste pris lige nu
Conclusion
Lille og hurtig kontor-computer, hvor især processoren og SSD-drevet er med til at sætte fart på maskinen.
Specifikationer
- Mærke
- Lenovo
- Type
- Bærbar pc
- Processor
- Intel Core i7-1260P, 2,1 GHz
- Grafikkort
- Intel Iris Xe Graphics G7 96EUs
- Hukommelse (RAM)
- 16 GB
- Lagerplads
- 512 GB
- Skærmstørrelse
- 13,3"
- Skærmopløsning
- 1920 x 1200 pixels
- USB-porte
- 2 x USB-C, 2 x USB-A
- Tilslutninger
- HDMI, hovedtelefon
- Netværk
- Wi-Fi 6E
- Mål
- 31,2 x 21,7 x 1,65 cm
- Vægt
- 1,2 kg
- Batteritid
- Cirka syv timer
- Touchskærm
- Nej
- Styresystem
- Windows 11 Pro
- CPU Mark
- 20495
- 2D Mark
- 499
- 3D Mark
- 3069
- Memory Mark
- 2846
- Disk Mark
- 26933
- Benchmark (højest er bedst)
- 4529