Web-kameraet gemmer sig mellem tasterne F6 og F7 i øverste række på tastaturet.

Huawei MateBook D 14 Nbl-WAQ9R

En fiks, lille bærbar med en smart ekstrafunktion til dig, der har en Huawei-telefon.

af Morten Skeldal Østergaard #Computer #Huawei
8.1

Du får en god, lille computer til en fristende pris med Huaweis nye bærbare pc. MateBook 14 har nemlig flere spændende funktioner, som får computeren til at skille sig ud fra de nærmeste konkurrenter i denne prisklasse.

Den mest interessante funktion er forbeholdt dem, der allerede ejer en telefon fra Huawei. Vi testede Huawei Share, som funktionen hedder, sammen med en Huawei P30-telefon, og vi kunne ikke undgå at blive en smule imponerede. Telefonen kobles sammen med MateBook 14 ved at holde telefonen tæt på computeren. Herefter dukker en kopi af telefonens skærmbillede op på computerskærmen. Nu kan du skrive SMS-beskeder på computeren, og du kan trække filer fra pc’en over på telefonen og omvendt. Det er ekstremt brugervenligt og løser effektivt problemet med fx at flytte billeder fra telefon til pc.

Pc’ens ydelse er lidt på det jævne. Det er først og fremmest en lille og let pc, som kan bruges til almindeligt kontorarbejde med internet, tekstbehandling og regneark. Kun det indbyggede SSD-drev skiller sig for alvor postivt ud. Det er ekstremt hurtigt, og sætter virkelig turbo på opstarten af Windows.

Der sidder ikke noget web-kamera over skærmen, som det jo ellers er kutyme på de fleste bærbare. Kameraet gemmer sig i stedet for – ret utraditionelt – under en af tasterne i øverste række på tastaturet. Tasten vipper op med et lille klik, når du trykker på den, og så peger kameraet op på dig fra tastens forreste kant. Det virker jo umiddelbart mægtig opfindsomt, og betyder også, at skærmen dækker hele 90 procent af det tilgængelige areal. Desværre har det den uheldige effekt, at du bliver filmet i et ikke så flatterende frøperspektiv, der får dig til at ligne en skurk i en dårlig film, når du deltager i en videosamtale. Det betyder også, at illusionen af, at du kigger på din samtalepartner, mens I taler sammen, forsvinder. Hvis du bruger webkameraet meget, bliver du med stor sandsynlighed hurtigt træt af at blive filmet fra den vinkel.

Der sidder en fingeraftrykslæser gemt i knappen, der tænder computeren. Den aflæser din finger lynhurtigt og gør det til en leg at logge på Windows.

Computeren får strøm fra et USB C-stik, og den tilhørende strømforsyning er ikke meget større end end en oplader til en mobiltelefon. Du kan i øvrigt også bruge både strømforsyning og USB-C-kabel til din Android-telefon. Der er i øvrigt ret få tilslutningsmuligheder i siderne på MateBook D 14, så hvis du er vant til at koble mange ting til computeren må du nok beregne at skulle bruge en docking-station også.


+ En god computer til prisen

+ Let

– Uheldig webcam-placering

Se den bedste pris lige nu

Konklusion

En fiks, lille bærbar med en smart ekstrafunktion til dig, der har en Huawei-telefon.

Specifikationer

Mærke
Huawei
Type
Bærbar pc
Processor
AMD Ryzen 5 3500U, 2,1 GHz
Grafikkort
Radeon Vega Mobile
Hukommelse (RAM)
8 GB
Lagerplads
512 gigabytes SSD
Skærmstørrelse
14 tommer
Skærmopløsning
1920 x 1080 pixels
USB-porte
1 x USB 2.0, 1 x USB 3.1 gen. 1, 1 x USB C 3.1 gen 2
Tilslutninger
Hovedtelefon, HDMI
Netværk
Wi-Fi 5
Mål
32,25 x 21,48 x 1,59 cm
Vægt
1,38 kg
Batteritid
10 timer
Touchskærm
Nej
Styresystem
Windows 10 Home, 64-bit
CPU Mark
7951
2D Mark
469
3D Mark
1678
Memory Mark
1879
Disk Mark
18441
Benchmark (højest er bedst)
3209