ASUS ZenBook Duo UX481FL
Den ekstra skærm er godt tænkt. Den gør det nemmere at bruge pc’en til fx billedbehandling og videoredigering.
Én skærm i en bærbar pc er altså ikke nok, mente ASUS og skabte så ZenBook Duo. Med den får du både en almindelig 14-tommers skærm og en ekstra miniskærm, der sidder lige over tastaturet.
Kombinationen fungerer forbavsende godt. Den store skærm er mat og har ingen touchfunktionalitet, mens den lille har en blankere overflade og kan betjenes med fingerspidserne.
Det er oplagt at lægge forskellige værktøjer ned i den brede miniskærm. Vi forsøgte os med at have tidslinjen i et videoredigeringsprogram på den ekstra skærm, mens vi havde den aktuelle videooptagelse i hovedvinduet. Det gjorde det nemt at trække rundt på klippene med fingrene, mens vi kunne se resultatet i stort format på den primære skærm. Arbejdet med redigeringen blev mere intuitivt og faktisk også sjovere, når man havde fingrene direkte på klippene.
De to skærme fungerer også fint sammen, hvis du bruger dem på samme måde, som du ville bruge to almindelige skærme, der stod side om side. Mens jeg skriver disse ord i et tekstbehandlingsprogram på hovedskærmen, har jeg fx en hjemmeside med ASUS ZenBook Duos specifikationer åben på skærmen nedenunder.
De to skærme er kædet sammen, så du bare skal trække et vindue ned i bunden af den store skærm og videre ned på ekstraskærmen. Det fungerer helt gnidningsfrit. Der er også en selvstændig knap i tastaturet, som bytter rundt på de to skærmes indhold, når du trykker på den.
Under knappen sidder computerens museplade. Det kræver en del tilvænning, at den sidder helt ude i højre side i stedet for lige under tastaturet, men når først man har vænnet sig til både pladen og den separate touch-skærm, fungerer touchbetjeningen af pc’en uden problemer.
Det er et problem ved den nederste skærm, at man – på grund af dens placering i computerens nederste del – ser skråt ind på den. Skærmen er ligesom så mange andre beregnet til, at brugeren ser vinkelret ind på den, og når man har en skrå betragtningsvinkel som her, får skærmens indhold et lidt gråligt skær, når man sidder i en normal arbejdsstilling ved pc’en.
Selve computeren er fornuftigt konstrueret. Når skærmen slås op, løfter dens nederste kant computerens bund op fra bordet, så undersiden lettere kan komme af med varmen.
Det er en hurtig pc, der uden problemer kan køre alle de programmer, som vil kunne drage fordel af de to skærme. Det svageste punkt, vi kunne finde, var det lidt underlegne tastatur. Det er svært at mærke, når tasterne er trykket ned, og nogle af tasterne har fået en uheldig placering og størrelse på grund af musepladen, der har trængt sig ind ude til højre. Den højre Shift-tast og Enter er fx meget små og svære at ramme, hvis man skriver med alle ti fingre på tasterne.
+ Nye muligheder med to skærme
+ Det er en hurtig pc
– Lidt besværligt tastatur
– Skæv betragtningsvinkel på ekstraskærm
Se den bedste pris lige nu
Conclusion
Den ekstra skærm er godt tænkt. Den gør det nemmere at bruge pc’en til fx billedbehandling og videoredigering.
Specifikationer
- Mærke
- Asus
- Type
- Bærbar pc
- Processor
- Intel Core i7-10510, 1,8 GHz
- Grafikkort
- Nvidia GeForce MX250
- Hukommelse (RAM)
- 16 gigabytes
- Lagerplads
- 512 GB SSD (M.2)
- Skærmstørrelse
- 14 tommer
- Skærmopløsning
- 1920 x 1080 pixels
- USB-porte
- 1 x USB C, 2 x USB
- Tilslutninger
- HDMI
- Netværk
- 802.11ax, Bluetooth 5.0
- Mål
- 32,3 x 22,3 x 1,99 cm
- Vægt
- 1,5 kg
- Touchskærm
- Ja, ekstraskærm
- Styresystem
- Windows 10
- CPU Mark
- 9930
- 2D Mark
- 827
- 3D Mark
- 2768
- Memory Mark
- 2759
- Disk Mark
- 11962
- Benchmark (højest er bedst)
- 4838