Musepladen er stor og reagerer hurtigt.

Acer Chromebook 514

Chromebook 514 er en komplet kontorcomputer til en fristende pris.

af Morten Skeldal Østergaard #Computer #Acer
9.0

Hvis du kan undvære Windows på din næste computer, så er Acers Chromebook 514 et glimrende alternativ til en overkommelig pris.

Acer har for vane at holde fast i navngivningen af sine computere i årevis, og den Chromebook 514, vi har testet, er en vellykket opdatering af en tidligere model med samme navn.

Hvis computeren kørte Windows 11, ville Chromebookens Intel Pentium-processor sikkert få styresystemet til at virke langsomt, men Googles styresystem ChromeOS kræver ikke så meget regnekraft, og vi følte på intet tidspunkt, at computeren havde problemer med at køre hverken ChromeOS eller apps. Vi brugte Chromebook 514 gennem en hel arbejdsuge til at køre tekstbehandling i Google Docs, regneark i Google Sheets og gå på nettet ved hjælp af browseren Chrome, og vi savnede kun sjældent at arbejde på vores sædvanlige Windows-pc.

Chromebook 514’s stærkeste kort er den indbyggede SSD med plads til 256 gigabytes data. Den sætter turbo på både opstart af Chrome OS og indlæsningen af de apps, du åbner.

Tastaturet har et typisk udvalg af genvejstaster for en Chromebook. Den øverste række af taster er markeret med ikoner i stedet for Windows-computernes F-taster. Rækken af genvejstaster kan blandt andet styre lyden eller åbne systemets indstillinger. Alle taster er belyst nedefra, så du kan også arbejde i mørke omgivelser.

Der er ikke så mange tilslutningsmuligheder i Chromebook 514. På den ene kant sidder et par USB-C-porte og på den anden en klassisk USB-A-port. USB-C-portene bruges også til at levere strøm til computeren, så det ville have været rart, hvis de sad på hver sin side for at give lidt mere fleksibilitet, når strømforsyningen skulle kobles til.

Chromebook 514 giver indtryk af at være en dyrere computer, end den egentlig er. Det skyldes blandt andet en høj byggekvalitet med et robust alumiumskabinet og en flot skærm med en belysning, der er så kraftig, at du kan bruge den udenfor i dagslys. Skærmens opløsning er kun Full HD, men den har alligevel en fin skarphed, fordi den ikke er så stor.

Batteritiden sætter ingen rekorder, men vi fik uden problemer en hel arbejdsdag ud af Chromebookens batteri.


+ God, lille computer til prisen

+ Stærkt alumiumskabinet

– Ikke så mange tilslutninger

Se den bedste pris lige nu

Conclusion

Chromebook 514 er en komplet kontorcomputer til en fristende pris.

Specifikationer

Mærke
Acer
Type
Chromebook
Processor
Intel Pentium Gold 7505
Hukommelse (RAM)
8 GB
Lagerplads
256 GB
Skærmstørrelse
14 tommer
Skærmopløsning
1920 x 1080 pixels
USB-porte
2 x USB-C, 1 x USB-A
Tilslutninger
HDMI, SD-kortlæser
Netværk
Wi-Fi 6
Mål
32,3 x 22 x 1,9 cm
Vægt
1,37 kg
Batteritid
Cirka otte timer
Touchskærm
Nej
Styresystem
ChromeOS