Projektoren kan levere et meget stort billede – her ved siden af et 75 tommer tv. Der ser dog ud til at være snydt lidt med lysstyrken og kontrasten her.

Xgimi Horizon Pro

Denne lille projektor kan snildt erstatte et Smart TV – både derhjemme og i sommerhuset.

af Morten Skeldal Østergaard #TV #Xgimi
9.3

Den kompakte projektor Xgimi Horizon Pro er et udmærket alternativ til et stort og klodset tv i stuen, og så kan projektoren endda give et større billede.

Xgimi Horizon Pro er en lille, sort kasse, der gemmer på både højtaler, projektor og styresystemet Android TV med Play Butik til at hente apps fra.

Der er selvfølgelig også mulighed for Chromecast, så du nemt kan starte indhold med din telefon.

Det er utrolig nemt at indstille projektoren, for den klarer faktisk det meste selv. Den skal bare peges op mod det område på væggen eller et lærred, hvor du vil se billedet. Så sørger autofokus og autokeystone for at billedet står skarpt, og at det får rette vinkler i hjørnerne, også selv om projekteren måske ikke kaster billedet ind på væggen i en ret vinkel.

Vi så nogle 4K-videoklip på projektoren, og billedkvaliteten var fremragende. Billedet kan blive op til 300 tommer, men så skal projektoren stå cirka otte meter fra væggen. Vi fik et billede på over 100 tommer på cirka tre meters afstand. Det gav et flot billede med naturlige farver. Der er en god lysstyrke i projektoren, men billedet er klart bedst, hvis du kan mørkelægge rummet. Hvis rummet er for lyst, bliver kontrasten tilsvarende dårligere.

Afspilningen styres med en lille, fiks fjernbetjening, men der er også knapper på toppen, som du kan bruge, hvis du sidder lige ved siden af projektoren.

På bagsiden er der gode tilslutninger med blandt andet to HDMI-indgange og en port til kabelnetværk.

Den indbyggede højtaler er udmærket, men hvis du skal have projektoren stående fast derhjemme, er det nok en god ide at slutte den til nogle større højtalere. Det virker lidt distraherende, at lyden ikke kommer billedets retning, men fra projektoren bag dig.

Prisen er høj, men det er også en løsning, der snildt kan konkurre med et stort smart tv, og projektoren er noget mere diskret end fx et 75 tommer fjernsyn i slukket tilstand.

Strømforsyningen er det eneste kiksede ved projektoren. Den er usædvanlig stor og klodset ved siden af den elegante, lille projektor.


+ Flot billede

+ Supernem indstilling

– Stor og klodset strømforsyning

Se den bedste pris lige nu

Conclusion

Denne lille projektor kan snildt erstatte et Smart TV – både derhjemme og i sommerhuset.

Specifikationer

Mærke
Xgimi
Mål
21 x 22 x 14 cm
Opløsning
3840 x 2160 pixels
Netværk
Wi-Fi 5, Bluetooth 5.0
Tilslutninger
2 x USB, 2 x HDMI, 1 x Ethernet, optisk lyd
Vægt
2.9 kg
Elforbrug
200 Watts