Sony Xperia XZ2 Compact

Sony Xperia XZ2 Compact er en af de bedste muligheder for dig, der er træt at de gigantiske moderne telefoner.

af Peter Skjovbjerg Jensen #Telefon #Sony
8.2

Hvis du foretrækker en mindre mobil, har du de seneste år fået færre og færre muligheder. Den store skærm er nemlig blevet et salgsargument for alle de store producenter af telefoner.

Men det gælder ikke Sonys Compact-telefoner. Den nye Sony Xperia XZ2 Compact er med sin højde på 13,5 cm omkring 2 cm kortere end de fleste af konkurrenterne – og det er den, imens der ikke er blevet skåret på ydelsen.

Der er lidt store kanter omkring skærmen, og bagsiden er lavet i plastik i stedet for metal eller glas, som det oftest er på andre nye telefoner. Bagsiden er til gengæld buet på en måde, så telefonen ligger utroligt komfortabelt i hånden. Den reducerede højde og bredde på telefonen har forårsaget, at Sony har lavet telefonen en smule tykkere end andre flagskibe, for at have plads til alle komponenterne. Alle disse ting gør, at telefonen på mange måder føles solid.

Fingeraftrykslæseren sidder bag på mobilen. Det er normalt et spørgsmål om præference, om man vil have den foran eller bagved, men i dette tilfælde er det efter min bedste overbevisning en fejl. På grund af mobilens størrelse er pegefingeren for mit vedkommende aldrig naturligt i nærheden af fingeraftrykslæseren.  Den kunne med fordel i stedet have været placeret på forsiden, hvor der alligevel havde været plads til den, da skærmen ikke kommer i nærheden af bunden af telefonen.

Indeni har Sony Xperia XZ2 Compact alt det, der kan forventes af en toptelefon.  Et lidt mindre batteri på 2870 mAh bliver opvejet af, at skærmen er mindre. Derfor holder batteriet også nemt til en dag med normalt brug.

Samtidig er telefonen udstyret med den nyeste Snapdragon 845 processor og 4 GB ram, hvilket giver en kraftfuld telefon, der aldrig gav tegn på at være presset af de opgaver, jeg satte den til.

Også kameraet lever op til Sonys normale standarder med klare og skarpe billeder, der dog ikke helt lever op til de bedste på markedet – hvilket også er helt ok til prisen.

 

Find Sony Xperia XZ2 Compact billigst her.

+ Lille design

+ Kraftfuld trods størrelsen

– Fingeraftrykslæser dårligt placeret

Se den bedste pris lige nu

Conclusion

Sony Xperia XZ2 Compact er en kraftfuld telefon i en lille indpakning til dig, der synes at de fleste andre telefoner er for store. Prøv dog telefonen i en butik først, da eksempelvis fingeraftrykslæseren kan være problematisk grundet telefonens størrelse.

Specifikationer

Mærke
Sony
Processor
Snapdragon 845
Hukommelse (RAM)
4 GB
Lagerplads
64 GB
Skærmstørrelse
5 tommer
Skærmopløsning
1080 x 2160
Tilslutninger
USB-C
Batterikapacitet
2870 mAh
Styresystem
Android 8.0
Mål
135 x 65 x 12.1 mm
Vægt
168 gram
Fingeraftrykslæser
Bagpå
Kamera
19 MP
Udskifteligt microSD-kort
Ja