Sony Xperia X Performance

Sony Xperia X Performance

Sonys nye topmodel ville tage sig bedre ud, hvis den blev pyntet med et noget lavere prisskilt.

af Morten Skeldal Østergaard #Telefon #Sony
7.3

Sonys Xperia X Performance hører til blandt firmaets topmodeller. Det er dog først og fremmest prisen, der placerer telefonen i det selskab, for smartphonen i sig selv kan ikke helt være med i det gode selskab.

Telefonens fem-tommer-skærm er lige i underkanten rent størrelsesmæssigt, hvis man sammenligner med fx Samsungs telefoner i samme prisklasse. Men har du en lille hånd, så kan den lidt mindre skærm selvfølgelig være en fordel. Skærmens billedkvalitet har til gengæld en god farvegenvivelse. Skærmen er lysstærk, men kontrasten kommer også til kort over for Samsungs noget bedre skærmteknologi.

Xperia X Performance har en meget hurtig processor, og der var da heller ingen slinger i valsen, når jeg fx afviklede spil på telefonen. Når telefonen blev belastet gennem længere tid, havde den en tendens til at blive meget varm. Den slags er ikke særlig sundt for komponenterne inde i telefonen.

I vores testmodel var der 32 gigabytes lagerplads, og det kan suppleres med et microSD-kort, hvis man skulle mangle plads til billeder, video og musik.

Der sidder et kamera med 23 megapixels på bagsiden af Xperia X Performance. Det lyder imponerende i forhold til de nærmeste konkurrenter, men kameraet er desværre bevis på, at det ikke altid er vinderen af pixel-kapløbet, der vinder med medaljen for bedste billedkvalitet. Især billeder taget i dårlig belysning er klart dårligere end lignende billeder taget med iPhone 7 og Samsung Galaxy S7 Edge, hvis kameraer, vi testede op mod hinanden for nyligt.

Samlet set efterlader Xperia X Performance et lidt skuffende indtryk. Det er ikke nogen decideret dårlig telefon, men de nærmeste konkurrenter er bare klart bedre, og prisen gør den desværre heller ikke så tillokkende.

Se den bedste pris lige nu

Conclusion

Sonys nye telefon er hurtig, men den skuffer på flere fronter. Vi havde håbet på lidt mere til den høje pris.

Specifikationer

Mærke
Sony
Processor
Qualcomm Snapdragon 820
Hukommelse (RAM)
3 GB
Lagerplads
32 GB
Skærmstørrelse
5 tommer
Skærmopløsning
1080 x 1920 pixels
Tilslutninger
Micro-USB
Batterikapacitet
2700 mAh
Styresystem
Android
Mål
143.7 x 70.5 x 8.6 mm
Vægt
164 gram
Fingeraftrykslæser
Ja
Kamera
23 megapixels + 13 megapixels
Udskifteligt microSD-kort
Ja