Du kan bruge mange af Flip6's funktioner fra den lille skærm, så du slipper for at åbne telefonen.

Samsung Galaxy Z Flip6

Galaxy Z Flip6 er en af Samsungs mest vellykkede foldetelefoner.

af Morten Skeldal Østergaard #Telefon #Samsung
8.2

Telefonens foldemekanisme er en af de bedste, vi har set fra Samsung: Hvis du vipper Flip6 45 grader, kan knækket ses som en svag skygge hen over midten af skærmen, men hvis du bare holder telefonen normalt og kigger vinkelret på skærmen, er knækket usynligt, og du kan stort set heller ikke mærke det med fingrene.

Hængslet i ryggen af telefonen er stærkt og solidt, så du kan stille telefonen halvt åbnet på bordet. Flere apps tilpasser sig automatisk til den bøjede skærm, så du fx kan deltage i et videomøde på Google Meet, hvor billedet vises i den øverste halvdel og knapper til styring af opkaldet vises på den nederste.

Vi lagde mærke til, at telefonen blev meget varm i den øverste halvdel under videosamtaler og lidt krævende opgaver. Du mærker det som regel ikke, for den nederste halvdel bliver ikke lige så ophedet, men det er generelt ikke noget sundhedstegn, når fintfølende elektronik bliver meget varm.

Power-knappen med den indbyggede fingeraftrykslæser sidder langt oppe på siden af telefonen. Det gør det svært at nå den, med mindre du har meget store hænder. Hvis knappen sad en centimeter længere nede, ville den være nemmere at nå med tommelfingeren i en naturlig position, både når telefonen er åbnet og lukket.

Når du har klappet Flip6 sammen, kan du betjene den ved hjælp af den ydre skærm, der er cirka halvt så stor som den primære skærm. Den lille skærm er fin til at læse en modtaget besked uden at skulle åbne telefonen, og den kan også vise en række små widgets, hvor du fx kan se en vejrudsigt eller dine kommende kalenderaftaler.

Et hurtigt dobbelttryk på power-knappen åbner øjeblikkeligt telefonens kamera-app. Det trick virker både i åben og lukket tilstand, for kameraet sidder jo på samme side som den sekundære skærm. Kameraet tager generelt fine billeder, men farvegengivelsen og evnen til at kompensere for dårlig belysning er ikke på højde med andre telefoner til samme pris som Flip6.

Og prisen på Galaxy Z Flip6 er altså høj, men vi har dog set den over 30 procent billigere i kombination med et telefonabonnement.


+ Stærkt hængsel

+ Næsten usynlig fold

– Dårligt placeret power-knap

Se den bedste pris lige nu

Conclusion

Galaxy Z Flip6 er en af Samsungs mest vellykkede foldetelefoner.

Specifikationer

Mærke
Samsung
Processor
Qualcomm SM8650-AC Snapdragon 8 Gen 3
Hukommelse (RAM)
12 GB
Lagerplads
256 GB
Skærmstørrelse
6,7" og 3,7"
Skærmopløsning
2640 x 1080 pixels, 748 x 720 pixels
Tilslutninger
USB-C
Batteritid
Cirka 24 timer
Batterikapacitet
4.000 mAh
Styresystem
Android 14
Netværk
Wi-Fi 6E, Bluetooh 5.3
Mål
16,5 x 7,2 x 0,7 cm
Vægt
187 g
Fingeraftrykslæser
Ja, i power-knap
Kamera
50 MP, 12 MP ultravidvinkel, 10 MP selfiekamera
Udskifteligt microSD-kort
Nej
Benchmark (højest er bedst)
Geekbench: 1732 single-core, 6052 multi-core, 11748 GPU OpenCL