SAMSUNG GALAXY S7 EDGE

SAMSUNG GALAXY S7 EDGE

Helt formidabel telefon

af RAS #Telefon #Samsung
10.0

Den nyeste udgave i Samsungs serie af topmobiler hedder Galaxy S7. Telefonen fås både i en almindelig udgave og i en lidt større version med rundede skærmkanter: Galaxy S7 Edge. Det er den sidstnævnte, vi har haft i hænderne her på redaktionen.

Rammen er af aluminium, og med både for- og bagside i det kendte Gorilla Glass fra firmaet Corning har Samsung flyttet sig langt fra tidligere tiders plastik-omdømme. I Edge-modellen runder skærmen ud over kanterne. Det ser pænt ud, men i praksis kom jeg ofte til at aktivere skærmen i siderne – og dermed fjerne fokus fra det, jeg ellers var ved at foretage mig på skærmen. Det kræver lidt tilvænning.

Kameraet tager rigtig gode billeder. I min test af telefonen tog jeg adskillige billeder i mørke omgivelser uden kameralys, og de nærmede sig kvaliteten af fotos taget med et regulært kamera. Nu kan man med andre ord virkelig overveje at lade kameraet blive hjemme og nøjes med telefonen, når der skal tages billeder. Du kan tilslutte et hukommelseskort på op til 200 GB for at opgradere pladsen fra de indbyggede 32 GB.

Under motorhjelmen sørger den ottekernede processor for masser af kræfter, og det kan virkelig mærkes! Selv med over 50 apps åbne oplevede jeg ingen hakken, når jeg arbejdede i de åbne apps eller åbnede nye. Den slags motorkraft er normalt noget, der sluger masser af strøm, men med det store 3.600 mAh-batteri behøver du ikke oplade telefonen i løbet af dagen. Med Galaxy S7 Edge var der stadig 70 procent strøm tilbage, når jeg gik i seng om aftenen, og det er helt ekstraordinært i forhold til min sædvanlige oplevelse af mobiltelefoners batteritid.

Galaxy S7 Edge er vandtæt, og takket være indre ventiler behøver du ikke huske at lukke USB-porten, inden du går en tur i regnvejr. Telefonen tåler vand på 1,5 meters dybde. Styresystemet er Android 6.0 Marshmallow, der har mange gode nyheder – fx at du nu spørges om lov, hver gang en app kræver en ny tilladelse. Galaxy S7 Edge har en skærm på 5,5 tommer i OLED-teknologi med en ”altid tændt”-teknologi. Det betyder, at dato og klokkeslæt altid er synligt på skærmen, så du ikke behø­ver tænde skærmen bare for at se klokken. Det fungerer fortrinligt, og vi oplevede som sagt ikke, at det koster på strømsiden.

Se den bedste pris lige nu

Conclusion

Hurtig telefon med lang batteritid og nyeste Android-version. En designmæssig perle.

Specifikationer

Mærke
Samsung
Processor
Exynos 8890 – octa-core 2,3 GHz + 1,6 GHz quad-core (64-bit)
Hukommelse (RAM)
4 GB
Lagerplads
32 GB
Skærmstørrelse
5,5 tommer
Skærmopløsning
1440 x 2560 pixels
Tilslutninger
MicroUSB. Bluetooth 4.2 A2DP, NFC
Batterikapacitet
3.600 mAh
Styresystem
Android 6.0 Marshmallow
Netværk
802.11 a/b/g/n/ ac, GPS, GSM/HSPA/LTE
Mål
150,9 x 72,6 x 7,7 mm
Vægt
157 gram
Fingeraftrykslæser
Ja
Kamera
12 megapixels (bag), 5 megapixels (foran)
Udskifteligt microSD-kort
Ja, Op til 200 GB
Andet
Vandtæt + giver adgang til 100 GB plads hos OneDrive