Den enorme skærm har en sort ramme, som er med til at gøre telefonen ekstra stor.

Samsung Galaxy S24 FE

Samsung Galaxy S24 FE har en stor og flot skærm, men det er ikke en telefon for små hænder.

af Morten Skeldal Østergaard #Telefon #Samsung
8.4

Galaxy S24 FE er langt fra Samsungs dyreste telefon, men du får alligevel en kæmpestor AMOLED-skærm på 6,7 tommer. Skærmen er ikke blandt de mest lysstærke, vi har set, men den har fine, livlige farver og en stærk kontrast.

Hvis du skifter til Galaxy S24 FE fra en anden Samsung-telefon, får du ikke de store overraskelser her. Styresystemet er på godt og ondt den samme afart af Android, kaldet One UI, som også bruges i Samsungs øvrige telefonudvalg. Det eneste reelle problem er de mange overflødige apps, som Samsung har læsset telefonen med. Når du tænder telefonen første gang, domineres skærmen af Samsungs egne apps, og hvis det er første gang, du bruger en Android-telefon, så er det altså forvirrende, at der ligger to app-butikker side om side på startskærmen: Googles Play Butik og Samsungs egen Store.

Vi var heller ikke så glade for autokorrekturen i Samsungs tastatur, så vi var stærkt fristede til at skifte det ud med Googles tastatur, GBoard, men for testens skyld lod vi være.

I forhold til telefonens pris får du et virkelig godt sæt kameraer på bagsiden. Den effektive zoom giver skarpe billeder på meget lang afstand, og vi var også glade for kameraets portrætbilleder, der blev ret gode selv i skæret fra et par stearinlys. Der er en såkaldt Super HDR-effekt, som lysner op i de mørke områder i dine billeder, men det var lidt for meget af det gode, for vores billeder fik et sært uvirkeligt skær, da alle skyggerne forsvandt. Hvis du har lyst til at lege lidt, kan du eksperimentere med AI-funktionerne, der forvandler dine portrætter til akvarelmalerier eller tegneseriefigurer.

Galaxy S24 FE føles eksklusiv med glas på for- og bagside, og aluminium rundt langs kanten. Men du skal være forberedt på, at den også er meget glat, og hvis du ikke har meget store hænder, er det svært at holde ordentligt fast om den store og tunge telefon.

Lyden i telefonsamtaler er klar og tydelig, og det gælder faktisk også, hvis du slår højtalerne til og lægger telefonen fra dig på bordet for at have hænderne frie, mens du taler.


+ Flot, stor skærm

+ Fint kamera

– Autokorrekturen er ikke så god

Se den bedste pris lige nu

Conclusion

Samsung Galaxy S24 FE har en stor og flot skærm, men det er ikke en telefon for små hænder.

Specifikationer

Mærke
Samsung
Processor
Exynos 2400e
Hukommelse (RAM)
8 GB
Lagerplads
128 GB
Skærmstørrelse
6,7"
Skærmopløsning
2349 x 1080 pixels
Tilslutninger
USB-C
Batteritid
Cirka 24 timer
Batterikapacitet
4.700 mAh
Styresystem
Android 14
Netværk
Wi-Fi 6E, Bluetooth 5.3
Mål
16,2 x 7,7 x 0,8 cm
Vægt
213 g
Fingeraftrykslæser
Ja, i skærmen
Kamera
50 MP, 8 MP tele, 12 MP ultravidvinkel, 10 MP selfiekamera
Udskifteligt microSD-kort
Nej
Benchmark (højest er bedst)
Geekbench: 2081 single-core, 6416 multi-core, 14900 OpenCL