Samsung Galaxy A35
På trods af den forholdsvis lave pris får du blandt andet en virkelig flot skærm i Galaxy A35.
Galaxy A35 er en telefon fra den billige ende af Samsungs sortiment, og det kan man godt mærke. Der er ofte en svag forsinkelse, når du stryger fingeren henover skærmen for fx at bladre mellem to sider på startskærmen.
Det er heldigvis ikke noget, der går ud over telefonens funktionalitet, og måske på nær de mest krævende spil kan du køre hvad som helst fra Androids Play Butik.
Skærmen er ret imponerende i forhold til telefonens pris, for den giver flotte farver og høj kontrast, og så kan den opdatere billedet 120 gange i sekundet. Når den app, du har åbnet, ikke er alt for krævende for telefonens processor, giver den høje opdateringsfrekvens en flot og flydende fornemmelse, når du fx ruller ned gennem en hjemmeside i browseren.
Galaxy A35 regulerer selv opdateringsfrekvensen, alt efter hvad der vises på skærmen, og det er med til at holde strømforbruget nede. I vores tid med telefonen holdt den sig i gennemsnit kørende cirka halvandet døgn på en opladning.
Som sædvanligt i Samsungs telefoner er der to internet-browsere installeret på Galaxy A35. Samsung insisterer på at levere sine egne udgaver af flere af Googles ellers udmærkede apps. Langt de fleste af dem er overflødige, som fx den digitale assistent Bixby, der er Google Assistent langt underlegen.
På bagsiden sidder et kameramodul med tre linser. Især det primære kamera tager fine billeder – også af motiver, hvor der er høj kontrast mellem lys og mørke. Kameraet har en natteindstilling, der kan bruges i mørke omgivelser, men vi fik nogle lidt slørede billeder, hvis ikke motivet sad bomstille under fotograferingen.
Du kan roligt tage telefonen med dig ud i al slags vejr, for den er både vand- og støvtæt. Den robuste kant giver et godt greb om telefonen, og knapperne på siden holder samme høje kvalitet som Samsungs topmodeller. Generelt føles telefonen faktisk dyrere, end den er.
Telefoner i denne prisklasse er for os, der ikke løber ud og køber den nyeste topmodel hvert år, og så er det rart, at Samsung lover fire års opdateringer af Android og fem års sikkerhedsopdateringer til Galaxy A35. Når man tager prisen i betragtning, får du faktisk rigtig meget telefon for pengene her.
+ God telefon til prisen
+ Flot skærm
– Ydelsen kunne være bedre
Se den bedste pris lige nu
Conclusion
På trods af den forholdsvis lave pris får du blandt andet en virkelig flot skærm i Galaxy A35.
Specifikationer
- Mærke
- Samsung
- Processor
- Exynos 1380
- Hukommelse (RAM)
- 6 GB
- Lagerplads
- 128 GB
- Skærmstørrelse
- 6,6"
- Skærmopløsning
- 2340 x 1080 pixels
- Tilslutninger
- USB-C
- Batteritid
- 36 timer
- Batterikapacitet
- 5.000 mAh
- Styresystem
- Android 14
- Netværk
- Wi-Fi 6, Bluetooth 5.3
- Mål
- 16,2 x 7,8 x 0,8 cm
- Vægt
- 209 g
- Fingeraftrykslæser
- Ja, i skærmen
- Kamera
- 50 MP, 8 MP ultravidvinkel, 5 MP makro, 13 MP selfie
- Udskifteligt microSD-kort
- Ja
- Benchmark (højest er bedst)
- Geekbench: 2927