Fingeraftrykslæseren gemmer sig i den nederste del af skærmen.

OnePlus 6T

Endnu en gang leverer OnePlus en toptelefon til rigtig god pris.

af #Telefon #OnePlus
9.0

Toptelefonen OnePlus 6T ligner på overfladen en smartphone som alle andre, men den har nogle skjulte egenskaber, der får den til at skille sig ud.

Den er fx blandt de første til at indbygge fingeraftrykslæser i skærmen. Det er selvfølgelig mægtig smart, at der ikke spildes plads til den på telefonen, men den er desværre en smule langsom til aflæse tommelfingeren, når man planter den på skærmen. Heldigvis er ansigtsgenkendelsen lidt hurtigere, så telefonen låses næsten op øjeblikkeligt, når du trykker på tænd-knappen.

Den bedste egenskab ved 6T er dog prisen. Du får nemlig en smartphone, der kan konkurrere med toptelefoner fra Huawei og Samsung, men til en pris, der er betydeligt lavere. Lige siden den første OnePlus-telefon har firmaet været en forfriskende smartphone-prispresser.

OnePlus 6T kører både styresystemet og alle former apps fuldstændig problemfrit. Jeg kørte forskellige opgaver på telefonen side om side med Huaweis noget dyrere P20 Pro-telefon, og OnePlus 6T var en anelse kvikkere til fx at hente og åbne komplicerede hjemmesider. Mine hastighedsmålinger med testapp’en AnTuTu viste da også, at 6T er noget hurtigere end sin forgænger OnePlus 6. Faktisk er 6T blandt de allerhurtigste telefoner, vi har testet.

Grunddiscipliner som telefonopkald og fotografering klarer OnePlus 6T glimrende. Dobbeltkameraet på bagsiden kan ikke helt måle sig med de bedste konkurrenter, men forskellen i billedkvalitet er på feinschmecker-niveau.

Den enorme skærm bruger AMOLED-teknologi. Som i andre telefoner med samme skærmtype, så er kontrasten perfekt, og billedet står ovenikøbet skarpt på trods af en lidt lavere opløsning end i mange konkurrenter. Desværre er telefonens hjørner næsten lige så skarpe som skærmbilledet. De er ikke slebet helt til, så de stikker en anelse ud i forhold til resten af telefonen. Det ødelægger lidt helhedsindtrykket af en ellers gennemarbejdet telefon.

Batteritiden er godkendt. I den tid, jeg testede telefonen, var jeg aldrig nervøs for, om den nu også skulle klare sig igennem hele dagen uden opladninger.

OnePlus har fulgt Apples eksempel og droppet hovedtelefonstikket, så du er nødt til at bruge Bluetooth-hovedtelefoner eller benytte den medfølgende adapter, som skal i USB C-stikket, der også bruges til opladning.

Du kan i øvrigt få OnePlus 6T i alle de farver, du kan ønske dig – så længe det er sort. Telefonen fremstilles nemlig kun i to sorte udgaver, en blank og en mat.

 

+ Dejlig lav pris

+ Meget hurtig

– Langsom fingeraftrykslæser

 

Find laveste pris her:

www.pricerunner.dk

Konklusion

Endnu en gang leverer OnePlus en toptelefon til rigtig god pris.

Specifikationer

Mærke
OnePlus
Processor
Snapdragon 845
Hukommelse (RAM)
8 gigabytes
Lagerplads
128 gigabytes
Skærmstørrelse
6,41 tommer
Skærmopløsning
1080 x 2340 pixels
Tilslutninger
USB C
Batterikapacitet
3700 mAh
Styresystem
Android 9
Netværk
802.11ac
Mål
157,5 x 74,8 x 8,2 mm
Vægt
185 gram
Fingeraftrykslæser
Ja, indbygget i skærmen
Kamera
16 + 20 megapixels bagpå, 16 megapixels foran
Udskifteligt microSD-kort
Nej
Benchmark (højest er bedst)
Antutu CPU 92636, GPU 128418, brugergrænseflade 65205, hukommelse 10629, samlet 296.888