OnePlus 13

OnePlus 13

Året er stadig ungt, men OnePlus 13 er i hvert fald indtil videre vores favorittelefon fra 2025.

af Morten Skeldal Østergaard #Telefon #OnePlus
9.3

OnePlus 13 er den første store smartphone-lancering i 2025, og vi må sige, at det tegner godt.

I en tid, hvor de fleste telefoner har et batteri på omkring 5.000 mAh, lægger OnePlus 13 sig i front med hele 6.000 mAh. Under vores test kunne der ved behersket brug gå to hele døgn, uden at vi behøvede at lade telefonen op. Selv på dage med intens brug af GPS, kamera og dataforbindelse havde vi mindst 25 procent tilbage ved dagens afslutning.

Der er ellers nok at bruge strøm på, for der sidder en hurtig Snapdragon-processor i OnePlus 13, og skærmen er en velvoksen sag på 6,82 tommer. Sidstnævnte går næsten helt ud til kanten, så på trods af at det ikke just er nogen lille telefon, kan man alligevel sagtens stadig holde om den. Det hjælper også, at kameramodulet på bagsiden er så stort, at du kan lægge din pegefinger langs dets underkant og på den måde holde mere sikkert på den ret glatte telefon.

Kameraet tog virkelig flotte billeder selv i skæret fra et par stearinlys. Der er også gode filtre og muligheder for at efterbehandle dine billeder ved hjælp af kunstig intelligens, så du fx kan slette uønskede personer i baggrunden.

Vi brugte frontkameraet til et par videomøder i Google Meet, og billedkvaliteten var usædvanlig god. Kameraet kan optage i 4K-opløsning med op til 60 billeder i sekundet, og lyden fra den indbyggede mikrofon er oven i købet helt klar, også når der er lidt larm omkring dig. Den samlede oplevelse, når andre taler med dig i en videosamtale, minder om noget fra et dyrt webkamera til en pc.

Den flotte skærm gemmer på en fintfølende fingeraftrykslæser, der aflæste vores tommelfinger øjeblikkeligt, selv når vi blot ramte læseområdet med kanten af fingeren. Aflæsningen svigtede en enkelt gang i regnvejr, men så er ansigtsgenkendelsen et fint alternativ, når du skal logge på telefonen.

OnePlus 13 bruger en tilrettet udgave af Android 15, og det fungerer fremragende. Der er blandt andet en virkelig god søgefunktion, som søger i alle filer på telefonen, så du hurtigt kan finde fx et PDF-dokument, du har gemt fra nettet. Du kan også søge ud fra billeder ved hjælp af ‘circle to search’-funktionen.


+ Suveræn batteritid

+ Meget hurtig

+ Kamera i høj kvalitet

Se den bedste pris lige nu

Conclusion

Året er stadig ungt, men OnePlus 13 er i hvert fald indtil videre vores favorittelefon fra 2025.

Specifikationer

Mærke
OnePlus
Processor
Qualcomm SM8750-AB Snapdragon 8 Elite
Hukommelse (RAM)
16 GB
Lagerplads
512 GB
Skærmstørrelse
6,82"
Skærmopløsning
3168 x 1440 pixels
Tilslutninger
USB-C
Batteritid
To døgn
Batterikapacitet
6.000 mAh
Styresystem
Android 15
Netværk
Wi-Fi 7, Bluetooth 5.4
Mål
16,3 x 7,7 x 0,9 cm
Vægt
213 g
Fingeraftrykslæser
Ja, i skærmen
Kamera
50 MP, 50 MP telefoto (3,5x), 50 MP periskoptelelinse (5x), 50 MP ultravidvinkel, 32 MP selfiekamera
Udskifteligt microSD-kort
Nej
Benchmark (højest er bedst)
Geekbench: 3023 single-core, 9.233 multi-core