Kameraet ser professionelt ud, men billedkvaliteten kunne være bedre.

Nokia G50

Nokia G50 giver dig en stor skærm til en lav pris. Men ydelsen kunne være bedre.

af Morten Skeldal Østergaard #Telefon #Nokia
7.5

Kæmpestor skærm, lang batteritid og en god pris. Så kort kan Nokia G50 opsummeres.

Det er på den anden side ikke nogen hurtig telefon. For at få en smartphone ned i dette prisleje er man nødt til at skære nogle hjørner, og det er blandt andet gået ud over valget af processor i G50. Det kan mærkes i mange dagligdags situationer, når du fx skal skubbe rundt med et satellitkort i Google Maps, og telefonen så ind imellem lige tøver en brøkdel af et sekund. Selv om det kan virke irriterende, er det dog ikke noget, der går ud over telefonens funktionalitet.

Skærmen er blandt de største, du kan finde i en telefon lige nu, men opløsningen er ret lav. Vi kunne ikke direkte se nogen pixelering på skærmen, men det var sværere at læse helt små bogstaver end på telefoner med højere opløsning. Den store skærm og et velvoksent batteri betyder også, at Nokia G50 er en tung telefon – også selv om bagsiden er fremstillet af plastik i stedet for glas.

Lige som det var tilfældet i mobiltelefonernes unge år, står Nokia også for lang batteritid her. Vi fik i gennemsnit næsten to døgn ud af G50, før den begyndte at tigge om en opladning. Det er selvfølgelig ikke så godt som den oprindelige Nokia 3310, men i forhold til nutidens andre strømslugende smartphones er det fremragende.

På de fleste telefoner i dag stikker kameraet et godt stykke ud på bagsiden. Sådan er det også på G50, men det forholdsvis brede kameramodul sidder centralt på bagsiden, så telefonen er ikke så tilbøjelig til at vippe fra side til side, hvis du trykker på skærmen, mens bagsiden af telefonen hviler mod en bordplade.

Kameraet har en primær sensor på 48 megapixels, og det leverer nogle skarpe billeder. Desværre kniber det lidt med kontrasten. Mange billeder bliver for lyse, og det er med til at give billederne et lidt fladt udtryk. Hvis du tager billeder i lav belysning, må du leve med en del støj i billedet.

Fingeraftrykslæseren er indbygget i power-knappen på siden, og det fungerer faktisk bedre og hurtigere end den fingeraftrykslæser, som mange dyrere telefoner har indbygget i skærmen.

Samlet set er Nokia G50 en udmærket telefon, hvis det er vigtigt for dig at få så stor en skærm som muligt for en overkommelig pris. Ellers kan du finde mange andre spændende lavpristelefoner fra fx OnePlus og Motorola her i Testzonen.


+ God batteritid

+ Stor skærm

– Langsom

Se den bedste pris lige nu

Conclusion

Nokia G50 giver dig en stor skærm til en lav pris. Men ydelsen kunne være bedre.

Specifikationer

Mærke
Nokia
Processor
Snapdragon 480
Hukommelse (RAM)
4 GB
Lagerplads
128 GB
Skærmstørrelse
6,82"
Skærmopløsning
720 x 1560 pixels
Tilslutninger
USB-C, hovedtelefoner
Batteritid
Cirka to døgn
Batterikapacitet
5.000 mAh
Styresystem
Android 11
Netværk
Wi-Fi 6,
Mål
17,38 x 7,77 x 0,89 cm
Vægt
220 g
Fingeraftrykslæser
Ja, i power-knap
Kamera
48 MP, 5 MP ultravid, 2 MP dybde, 8 MP selfie
Udskifteligt microSD-kort
Ja
Benchmark (højest er bedst)
Geekbench 5: 503 single core, 1633 multi core, 1058 Open CL