Motorola Moto g84
Moto g84 er et godt valg for dig, der leder efter en telefon med mange funktioner, men som ikke vil betale overpris.
Moto g84 er en billig smartphone fyldt med funktioner, som for blot få år siden ville have været utænkelige i en telefon i denne prisklasse.
Den store skærm bruger fx OLED-teknologi, som giver flotte, levende farver og skarp kontrast. I den nederste del af skærmen sidder en fingeraftrykslæser gemt. Den er ikke blandt de hurtigste, vi har prøvet, men i billige telefoner plejer den at være henvist til power-knappen på siden af telefonen.
De 12 gigabytes hukommelse og 256 gigabytes lagerplads til dine apps og filer er på niveau med de dyre toptelefoner, og du kan endda udvide lagerpladsen med et microSD-kort.
Det tydeligste tegn på, at det trods alt ikke er en supertelefon til mange tusind kroner, er processoren, som ind i mellem kom på overarbejde under vores test. Det var mest tydeligt, når vi kørte vores krævende test-app, men også i mere dagligdags situationer, som når vi zoomede ud og ind på et satellitkort i Google Maps, kunne vi mærke en svag tøven, før telefonen gjorde, som vi ønskede.
Bagsiden har en ru plastikoverflade. Det virker måske ikke helt så eksklusivt som glas eller poleret aluminium, men du har til gengæld et mere sikkert greb om telefonen, end det er tilfældet med de fleste smartphones i dag.
Telefonen har god lyd ved samtaler, og som lidt af en sjældenhed er der også indbygget et godt, gammeldags hovedtelefonstik i bunden af telefonen.
Du behøver ikke at bekymre dig om at købe en strømforsyning, for der følger en med i æsken. Det er ikke længere en selvfølge, når du køber en telefon nu om stunder, og med strømforsyningens respektable 33 watt tog det os lidt under en time at lade telefonen helt op. Batteriet har høj kapacitet, og det kunne i gennemsnit holde telefonen kørende i to døgn ved almindeligt blandet brug af kamera, internet og GPS.
Det indbyggede kamera tager rigtig fine billeder i dagslys, og dets night vision-indstilling giver også acceptable billeder i lav belysning. Kameraets billedstabilisering er med til at modvirke rystede og slørede billeder, som ellers kan være et problem, når der ikke er så meget lys. Videooptagelser kan maksimalt skydes i Full HD-opløsning, hvor dyrere telefoner som regel giver dig den samme Ultra HD-opløsning, som næsten alle nye tv-apparater har i dag.
Det kan lyde som en lille ting, men Motorolas smarte genvej til at bruge telefonen som lommelygte er decideret afhængighedsskabende. Du skal blot ryste Moto g84 to gange for at tænde for kamerablitzen, så den lyser op i mørket. Funktionen virker også, når der er slukket for skærmen, og det er ualmindelig praktisk, hvis du har handsker på og skal finde et eller andet i dårlig belysning.
+ Flot skærm
+ Masser af lagerplads
– Lidt sløv processor
Se den bedste pris lige nu
Conclusion
Moto g84 er et godt valg for dig, der leder efter en telefon med mange funktioner, men som ikke vil betale overpris.
Specifikationer
- Mærke
- Motorola
- Processor
- Qualcomm SM6375 Snapdragon 695 5G
- Hukommelse (RAM)
- 12 GB
- Lagerplads
- 256 GB
- Skærmstørrelse
- 6,5"
- Skærmopløsning
- 2400 x 1080 pixels
- Tilslutninger
- USB-C
- Batteritid
- Cirka to døgn
- Batterikapacitet
- 5.000 mAh
- Styresystem
- Android 13
- Netværk
- Wi-Fi 5, Bluetooth 5.1
- Mål
- 16 x 7,4 x 0,8 cm
- Vægt
- 167 g
- Fingeraftrykslæser
- Ja, i skærmen
- Kamera
- 50 MP, 8 MP ultravidvinkel, 16 MP selfie
- Udskifteligt microSD-kort
- Ja
- Benchmark (højest er bedst)
- Geekbench 1824