Der er en god lydkvalitet i samtaler, og de brede kanter giver et godt greb om telefonen.

Motorola Moto g53

Moto g53 er ikke nogen dårlig telefon, men du må finde dig i, at der er indgået nogle kompromiser for at holde prisen nede.

af Morten Skeldal Østergaard #Telefon #Motorola
6.9

Der er meget godt at sige, om Motorolas nye smartphone Moto g53. Det bedste ved telefonen er prisen, der ligger i den helt lave ende, når man tænker på, at du faktisk får en 100 procent brugbar smartphone med en stor skærm.

Skærmen har endda en opdateringsfrekvens på op til 120 Hz, hvilket giver en flot og flydende effekt, når du ruller ned gennem en lang tekst eller en række menupunkter på skærmen. Det kniber lidt mere med kontrasten, for der er sparet på skærmteknologien for at holde prisen nede. De dyreste telefoner bruger OLED-skærme, hvor der kan tændes og slukkes for hver enkelt pixel i skærmen, men i Moto g53 er der brugt en almindelig LCD-skærm, så hele skærmen er baggrundsbelyst. Det betyder, at de områder på skærmen, der burde være helt sorte, i stedet har en svag grå tone.

Processoren er ikke blandt de hurtigste. Det fornemmes ikke så meget, når du blot bevæger dig rundt på startskærmen, men hvis du åbner en tung hjemmeside med masser af grafik og video, kan du godt mærke, at telefonen tøver lidt ind imellem for at kunne nå at “fordøje” indholdet. Der var dog ingen problemer med at køre helt almindelige apps som mail eller kalender på telefonen.

Det er blevet almindeligt med forskellige former for hurtigopladning til telefoner i dag, men den vogn hopper Moto g53 ikke med på. Den medfølgende lader er på 10 watt, og det tager et par timer at lade batteriet helt op til 100 procent. De opladninger, vi har målt på andre telefoner med samme batterikapacitet, ligger helt nede på omkring 25 minutter.

Fingeraftrykslæseren sidder gemt i power-knappen på siden af telefonen, og selv om aflæsningen ikke er så hurtig, er den i hvert fald træfsikker: Knappen registrerede vores fingeraftryk hver gang uden en eneste fejllæsning.

Du skal ikke købe Moto g53 for at eksperimentere med fotografi på telefonen. Det indbyggede kamera har en tålelig kvalitet, men heller ikke meget mere. Du skal ikke lade dig narre af, at billedsensoren har hele 50 megapixels, for det er tydeligt, at billederne er taget med et mobilkamera. Billeder taget i lav belysning er meget grovkornede, og farvenuancerne glider sammen i store ensfarvede blokke. Det var kun billeder skudt i fuldt dagslys, vi var helt tilfredse med i løbet af vores test af telefonens kamera.


+ Hurtig skærmopdatering

+ Stor skærm

– Sløjt kamera

Se den bedste pris lige nu

Conclusion

Moto g53 er ikke nogen dårlig telefon, men du må finde dig i, at der er indgået nogle kompromiser for at holde prisen nede.

Specifikationer

Mærke
Motorola
Processor
Snapdragon 480+
Hukommelse (RAM)
4 GB
Lagerplads
128 GB
Skærmstørrelse
6,5"
Skærmopløsning
1600 x 720 pixels
Tilslutninger
USB-C
Batteritid
1,5 døgn
Batterikapacitet
5.000 mAh
Styresystem
Android 13
Netværk
Wi-Fi 5, Bluetooth 5.1
Mål
16,27 x 7,47 x 0,82 cm
Vægt
183 g
Fingeraftrykslæser
Ja, i power-knap
Kamera
50 MP, 2 MP makro, 8 MP selfie-kamera
Udskifteligt microSD-kort
Ja
Benchmark (højest er bedst)
Geekbench 6: 735 single-core, 1726 Multi-core