Vi er helt pjattede med den skridsikre bagside på Edge 40 Neo.

Motorola Edge 40 Neo

Edge 40 Neo har mange egenskaber, som vi kun ser i meget dyrere telefoner.

af Morten Skeldal Østergaard #Telefon #Motorola
9.0

Edge 40 Neo er en virkelig stærk telefon til prisen. Den er let, forholdsvis hurtig og har flere egenskaber, som vi ellers kun ser i dyrere modeller.

Moderne smartphones er forbløffende ens, når man kun ser det på det ydre, og af en eller anden grund synes de fleste producenter, at bagsiden skal være så glat som overhovedet muligt. Det er selvfølgelig ikke en ønskværdig egenskab i en telefon, som man har betalt flere tusinde kroner for, og det er dejligt at se, at Motorola har udstyret bagsiden på Edge 40 Neo med en gummiagtig belægning, så telefonen ikke så let rutscher ud af lommen eller bliver trukket ned på gulvet af opladerens kabel, hvis den ligger på en glat overflade. Belægningen bøjer en smule op langs kanten, så du også får bedre greb om telefonen, når du har den i hånden. Telefonen har oven i købet også den høje IP68-sikkerhedscertificering, så den er både vand- og støvtæt.

Paradoksalt nok følger der et plastikcover med, som faktisk gør telefonen glattere, men det kan man jo bare lade blive liggende i æsken. Nederst blandt tilbehøret i æsken ligger også en kærkommen bonus, nemlig en hurtigoplader. Den leverer op til 68 watt, så du kan oplade telefonen fra nul til 100 procent på under en time. Hvis du fx køber en iPhone til tre gange prisen på Edge 40 Neo, får du slet ikke en oplader med.

Kameraet er det samme som i den dyrere model, Edge 40 Pro, og det tager flottere billeder end de fleste andre telefoner til denne pris. Det er kun videooptagelserne, der er droslet en smule ned i forhold til Edge 40 Pro, men du kan trods alt optage udmærkede filmklip i 4K-opløsning med 30 billeder i sekundet. Det burde være nok til de fleste.

Telefonens trådløse netværk følger den hurtige Wi-Fi 6E. Det er ingen selvfølge i en telefon i denne prisklasse, og vi kunne hente data med næsten 700 Mbit/sekund, da vi koblede telefonen sammen med en hurtig router på en fiberforbindelse til nettet.

Du bliver påtvunget et par håndfulde apps, når du åbner telefonen første gang, men hvis du ikke har brug for fx Facebook, Tiktok eller Booking.com, kan du heldigvis slette dem igen. Det ville dog have været rarere bare at være helt fri for den slags.


+ Hurtigt trådløst netværk

+ Skridsikker bagside

– Overflødige reklame-apps

Se den bedste pris lige nu

Conclusion

Edge 40 Neo har mange egenskaber, som vi kun ser i meget dyrere telefoner.

Specifikationer

Mærke
Motorola
Processor
Octa-core (2x2.5 GHz Cortex-A78 & 6x2.0 GHz Cortex-A55)
Hukommelse (RAM)
12 GB
Lagerplads
256 GB
Skærmstørrelse
6,55"
Skærmopløsning
2400 x 1080 pixels
Tilslutninger
USB-C
Batteritid
Cirka to døgn
Batterikapacitet
5.000 mAh
Styresystem
Android 13
Netværk
Wi-Fi 6E, Bluetooth 5.4
Mål
16 x 7,2 x 0,8 cm
Vægt
170 g
Fingeraftrykslæser
Ja, i skærmen
Kamera
50 MP, 13 MP ultravid, 32 MP selfie
Udskifteligt microSD-kort
Nej
Benchmark (højest er bedst)
Geekbench: 2542