Kameramodulet sidder i et bredt bånd på tværs af bagsiden af Pixel 8 Pro.

Google Pixel 8 Pro

Google bruger Pixel 8 Pro til at vise, hvor god en Android-telefon kan blive.

af Morten Skeldal Østergaard #Telefon #Google
8.9

Pixel 8 Pro er dyr, men det er også en af de bedste telefoner, du kan anskaffe dig lige nu.

Det er Google, der står bag både styresystemet og selve telefonen, og der er et fint samspil mellem de to. Du får den helt rene udgave af Android uden alle de tilrettelser, som andre telefonproducenter har for vane at udsætte styresystemet for. Det betyder blandt andet, at du får de nyeste opdateringer til Android, lige så snart de er klar. Google lover oven i købet hele syv års opdateringer til telefonen.

Processoren er hurtig og skærmen er i topklasse, så telefonen er en fornøjelse at bruge til både dagligdags ting og mere krævende opgaver som spil eller redigering af video.

Pixel 8 Pro giver også et eksklusivt indtryk, når du holder den i hånden: Aluminiumskanten rundt om telefonen er solid, og de få knapper føles som om, at de kan klare lidt af hvert.

På bagsiden har kameramodulet fået et bredt bånd, som rager et par millimeter ud og går på tværs af hele telefonen. Ud over at se godt ud sørger den konstruktion også for, at telefonen ikke vipper fra side til side, hvis du betjener den, mens den ligger på et bord.

Kameraet tager gode billeder under alle lysforhold. Det skyldes ikke bare god optik i selve kameraet, men også den software, der behandler billederne. Ved at kombinere elementer fra flere ensartede billeder taget lige efter hinanden, tager kameraet ikke bare gode billeder i lav belysning, men også gruppefotos, hvor ingen har lukkede øjne. Kameraet kan åbnes ved et dobbelttryk på power-knappen. Det virker også, selv om telefonen er låst, så du er klar til at tage et billede et par sekunder efter, at du har taget telefonen op af lommen.

Vi testede den billigste udgave af Pixel 8 Pro, som kun har 128 gigabytes lagerplads til at opbevare styresystem, apps, billeder, videoer og alt det, du ellers kan finde på at gemme på telefonen. Det er der altså ikke meget “Pro” over, når der ikke engang er mulighed for at udvide lagerpladsen med et SD-kort. Modellen med 256 gigabytes er dog heldigvis ikke så meget dyrere.

Sammen med Pixel 8 Pro får du flere af de funktioner, som du ellers plejer at skulle betale for i et abonnement hos Google. Det er blandt andet ‘magisk viskelæder’, så du kan fjerne generende elementer i dine fotos. Du kan desuden bruge Googles VPN til at sikre din internetforbindelse med krypterering. VPN-tjenester kan ellers ofte koste flere hundrede kroner om året.


+ Solidt bygget

+ Eminent kamera

– Kun 128 gigabytes lagerplads

Se den bedste pris lige nu

Conclusion

Google bruger Pixel 8 Pro til at vise, hvor god en Android-telefon kan blive.

Specifikationer

Mærke
Google
Processor
Google Tensor G3
Hukommelse (RAM)
12 GB
Lagerplads
128 GB
Skærmstørrelse
6,7"
Skærmopløsning
2992 x 1344 pixels
Tilslutninger
USB-C
Batteritid
Cirka to døgn
Batterikapacitet
5050 mAh
Styresystem
Android 14
Netværk
Wi-Fi 7, Bluetooth 5.3
Mål
16,3 x 7,7 x 0,9 cm
Vægt
213 g
Fingeraftrykslæser
Ja, i skærmen
Kamera
50 MP, 48 MP (tele), 48 MP (ultravid), 10,5 (selfie)
Udskifteligt microSD-kort
Nej
Benchmark (højest er bedst)
Geekbench: 1749 single-core, 3792 multi-core, 5167 GPU OpenCL