Selfie-kameraet er placeret i den smalle kant foroven, så det ikke er nødt til at lave uklædeligt hul i skærmen.

ASUS ROG Phone 5S

Den store, tunge telefon giver flotte billeder og stor lyd til dig, der holder af at spille på telefonen.

af Morten Skeldal Østergaard #Telefon #Asus
8.6

ASUS ROG Phone 5S er først og fremmest en telefon for dig, der virkelig godt kan lide at spille meget på din telefon.

Telefonen har mange funktioner, der retter sig direkte til folk, der spiller. Disse funktioner giver det måske ikke så meget mening at betale ekstra for, hvis du bare skal have en telefon til samtaler og lidt internetbrug.

ROG Phone 5S skiller sig allerede ud, første gang du tænder for den. Der drøner en voldsom lyd af metal mod metal ud af telefonens højtalere. Det er imponerende, at det er lykkedes at få så stor lyd ud en telefon. Det er nu ikke, fordi lydkvaliteten lægger op til at lytte til musik, for det er den simpelt hen for flad og unuanceret til. Men til lydeffekter i et spil er højtalerne tilpas pompøse.

ASUS har forsøgt at have et gennemgående tema på telefonen. Det betyder blandt andet, at ikonerne til ASUS’ egne apps er holdt i den samme gule farve, og det kan godt være svært at skelne mellem dem, hvis du skal finde en bestemt app i en fart.

Ydelsen er, som man kan forvente af en telefon i den tunge prisklasse, som ROG Phone 5S tilhører. Du kan spille et hvilket som helst spil, du kan finde i Androids Play Butik. Telefonens batterisparefunktion lægger selv mærke til, at du har åbnet et spil og skruer op for ydelsen. Det samme skete i øvrigt, da vi ville måle ydelsen med vores benchmark-app.

Skærmen er stor og giver et flot og kontrastrigt billede. Opdateringen sker med 144 Hz, og det er med til at give et flydende og roligt billede i selv de mest actionprægede spil.

Med et batteri på 6.000 mAh skulle man tro, at telefonen kunne køre 2-3 dage på en opladning, men processoren og skærmen sluger så meget strøm, at den gennemsnitlige batteritid i vores testperiode lå tættere på ét døgn end to.

Det overdimensionerede batteri er sikkert også den hovedskyldige i telefonens store og klodsede form. ASUS Rog Phone 5S kræver både en stor hånd og lomme.


+ Flot skærm

+ Ekstremt hurtig

– Stor og klodset

Se den bedste pris lige nu

Conclusion

Den store, tunge telefon giver flotte billeder og stor lyd til dig, der holder af at spille på telefonen.

Specifikationer

Mærke
Asus
Processor
Snapdragon 888+ 5G
Hukommelse (RAM)
16 GB
Lagerplads
512 GB
Skærmstørrelse
6,78"
Skærmopløsning
2448 x 1080 pixels
Tilslutninger
USB-C
Batteritid
Cirka 30 timer
Batterikapacitet
6000 mAh
Styresystem
Android 11
Netværk
Wi-Fi 6e
Mål
17,28 x 7,73 x 0,99 cm
Vægt
238 gram
Fingeraftrykslæser
Ja
Kamera
64 MP, 13 MP (ultravidvinkel), 5 MP (makro), 24 MP (selfie)
Udskifteligt microSD-kort
Nej
Benchmark (højest er bedst)
Geekbench 1175 singlecore, 3715 multicore, 4798 OpenCL