Selfiekameraets hul i skærmen er stort og iøjnefaldende.

iPhone 15

iPhone 15 byder på en overbevisende luksuriøs oplevelse til en nærmest fjollet høj pris.

af Morten Skeldal Østergaard #Telefon #Apple
8.7

Den nye iPhone er klart en af de bedste telefoner lige nu, men selv den billigste model, som vi har afprøvet, er alt for dyr.

Der er dog ikke noget galt med den grundlæggende brugeroplevelse af iPhone 15. Telefonens metalramme føles betryggende robust, og telefonen giver et i det hele taget et luksuriøst indtryk.

Vi målte ydelsen med en benchmark-app, som også findes til Android-telefoner, og selv om iPhone klarede sig dårligere end mange telefoner, som er markant billigere, så er det alligevel ikke den følelse, vi havde, når vi brugte telefonen i praksis. iPhone har den fordel, at det er det samme firma, der producerer styresystemet og telefonen, som det er installeret på, og det gør det tydeligvis muligt at få de to til at spille perfekt sammen. Der var på intet tidspunkt nogen mærkbar forsinkelse, når vi trykkede os i rundt menuer eller apps. Det kan man ellers ind imellem opleve i selv halvdyre Android-telefoner.

iPhone 15 er muligvis den telefon i verden, der giver dig mindst for pengene, og det absolut værste ved den billigste model af iPhone 15, som vi testede, er den stærkt begrænsede lagerplads på kun 128 GB. Det er simpelt hen for lidt i en moderne smartphone i dette prisleje. Hvis du er glad for at installere mange store apps eller holder af at optage video med telefonen, så vil du inden længe løbe tør for plads, og så er den eneste udvej at begynde at slette fra telefonen. Der er 1.000 kroners forskel på udgaven af iPhone 15 med 128 gigabytes og udgaven med 256 gigabytes. Det er på grænsen til det skandaløse.

Det indbyggede kamera tager utroligt flotte billeder, selv når du blot peger hurtigt på et motiv og trykker på udløseren. Kameraet kompenserede effektivt for både dårlig belysning og vores rystende hænder.

Den meget lysstærke skærm er også i absolut topklasse, men vi havde lidt svært ved at abstrahere fra selfiekameraet øverst på skærmen. Apple har dog været dygtig til at camouflere det lidt med den såkaldte Dynamic Island, som er en bred sort bjælke, hvor telefonen viser dig forskellige notifikationer.

Vi er glade for, at iPhone endelig er blevet udstyret med det udbredte USB-C-stik, som andre telefonproducenter har brugt længe. Vi er til gengæld knapt så begejstrede over, at der ikke engang følger en oplader med i kassen sammen med den dyre telefon.


+ Luksuriøs byggekvalitet

+ Godt samspil mellem styresystem og telefon

– For lidt lagerplads til den høje pris

Se den bedste pris lige nu

Conclusion

iPhone 15 byder på en overbevisende luksuriøs oplevelse til en nærmest fjollet høj pris.

Specifikationer

Mærke
Apple
Processor
A16 Bionic
Lagerplads
128 GB
Skærmstørrelse
6,1"
Skærmopløsning
2556 x 1179 pixels
Tilslutninger
USB-C
Batteritid
Cirka halvandet døgn
Batterikapacitet
3349 mAh
Styresystem
iOS 17
Netværk
Wi-Fi 6, Bluetooth 5.3
Mål
14,8 x 7,2 x 0,8 cm
Vægt
171 g
Fingeraftrykslæser
Nej
Kamera
48 MP, 12 MP ultravidvinkel, 12 MP tele, 12 MP selfiekamera
Udskifteligt microSD-kort
Nej
Benchmark (højest er bedst)
Geekbench: 1914 single-core, 5067 multi-core