iPhone 12 Pro Max
iPhone 12 Pro Max har et fantastisk kamera, men telefonen kan ikke helt leve op til det gigantiske prisskilt.
Prisen er helt vanvittig på den mest avancerede iPhone lige nu, men iPhone 12 Pro Max er altså også en telefon i absolut topklasse.
Så snart du får den mellem hænderne, kan du mærke, at der er lagt ekstra arbejde i både designet og fremstillingen af 12 Pro Max. Kanten står vinkelret på for- og bagside, og alle samlinger og materialer føles gode og gedigne.
Vi er næsten oppe i tabletstørrelse her. Skærmen er 6,7 tommer, og det kræver en velvoksen hånd at holde godt fast om telefonen. Det er også i skærmen, vi finder telefonens eneste svage punkter. Dens opdateringsfrekvens på 60 Hz er ikke på niveau med mange andre toptelefoner, og det ses, når man ruller ned igennem en lang tekst, hvor bogstaverne er en smule slørede, når de glider henover skærmen.
Billedkvaliteten i skærmen er tilmed skuffende. Farveintensitet, lysstyrke og kontrast kunne ikke måle sig med en to år gammel Huawei P30 Pro, som vi holdt op ved siden af. Vi åbnede den samme webside på de to telefoner, og den så ikke bare bedre ud på Huawei-telefonen; vi kunne også rulle hurtigere ned til bunden af den lange side fyldt med tekst og billeder.
Du må også leve med et stort indhak øverst i skærmen. Her sidder blandt andet selfie-kameret, og det er lidt ærgerligt, at det ikke har været muligt at begrænse hakkets størrelse, for det fylder over halvdelen af skærmens bredde.
Det er på bagsiden, vi finder det helt store slagnummer i iPhone 12 Pro Max. Her sidder det fremragende kameramodul, som er i bedre kvalitet end i de billigere iPhone-modeller. Sensoren, der opfanger lyset fra hovedkameraet er betydeligt større end i iPhone 12 og iPhone 12 Pro, og det betyder, at den opfanger mere lys med mindre billedstøj. Resultatet er nogle utroligt flotte billeder, og særligt i lav belysning fra stearinlys eller indirekte lys fra lamper kan man se, at den større sensor gør en markant forskel. Kameramodulet rager nogle millimeter ud fra bagsiden, så det får telefonen til at ligge og vippe, hvis du prøver at lægge den fladt på bordet og bruge fingrene på skærmen.
Det er udelukkende for kameraets skyld, du skal vælge en iPhone 12 Pro Max. Samlet set får du ellers lov til at betale en høj ekstrapris for æblelogoet på bagsiden, for du kan nemt finde billigere telefoner, der kan stort set det samme som iPhone 12 Pro Max på alle andre områder end fotografering.
+ Suverænt kamera
+ Byggekvalitet i luksusklassen
– Skuffende skærm
– Kan ikke ligge fladt på bordet
Se den bedste pris lige nu
Conclusion
iPhone 12 Pro Max har et fantastisk kamera, men telefonen kan ikke helt leve op til det gigantiske prisskilt.
Specifikationer
- Mærke
- Apple
- Processor
- A14 Bionic
- Hukommelse (RAM)
- 6 GB
- Lagerplads
- 512 GB
- Skærmstørrelse
- 6,7 tommer
- Skærmopløsning
- 1284 x 2778 pixels
- Tilslutninger
- Lightning
- Batteritid
- 20 timer
- Batterikapacitet
- 3687 mAh
- Styresystem
- iOS 14.1
- Netværk
- Wi-Fi 6, Bluetooth 5.0
- Mål
- 16,08 x 7,81 x 0,74 cm
- Vægt
- 228 gram
- Fingeraftrykslæser
- Ja
- Kamera
- 12 MP, 12 MP tele, 12 MP ultrawide, 12 MP selfie-kamera
- Udskifteligt microSD-kort
- Nej