Hvis du ikke bryder dig om den gule tast med firmalogoet, så følger der heldigvis en almindelig escape-tast med i pakken sammen med et lille værktøj til at foretage udskiftningen.

Glorious GMMK PRO 75% Pre-built Fox Linear

Det ekstremt velbyggede tastatur mangler kun lys i tasternes bogstaver for at være helt perfekt.

af Morten Skeldal Østergaard #Tastatur #Glorious
9.0

GMMK PRO er tastaturet for dig, der går efter at have det bedste værktøj, når du arbejder ved pc’en.

Tasternes fundament er en aluminiumsramme, der nærmest føles massiv. Tastaturet vejer lidt over 1,7 kg uden kabel, så det er virkelig solidt kram. Bunden af rammen er ren aluminium med fire påklistrede gummifødder. Der er ingen udklappelige fødder til at ændre tastaturets hældning, så du må leve med den profil, tastaturet nu engang har. Det er nu ikke noget problem, for hænder og håndled er placeret i en god vinkel, når du bruger tastaturet med den medfølgende håndledshviler.

Det er en rendyrket fornøjelse at skrive på tasturet. Det rykker sig ikke en millimeter på underlaget, og den stærke aluminiumsramme giver sig heller ikke lodret, når du trykker hårdt ned på tasterne. De mekaniske kontakter under tasterne giver ligelig modstand hele vejen gennem hvert tastetryk, og du har en klar fornemmelse af, om tasten er klikket helt i bund. Vi kunne skrive hurtigt og med få fejltryk, da vi afprøvede tastaturet i vores sædvanlige maskinskrivningstest på tid.

Tasterne er flot belyst nedefra, men det er et problem, at lyset ikke skinner gennem bogstaverne på tasterne. Lyset har kun en ren æstetisk effekt uden at øge læsbarheden det mindste. Faktisk har belysningen den modsatte virkning, fordi lyset omkring tasterne får overfladen til at fremstå mørkere.

Der er ingen numeriske taster, men der er blevet plads til at klemme fem ekstra taster ind i højre side, hvor du blandt andet finder Delete-tasten. Mellem ekstratasterne sidder også en drejeknap i høj kvalitet. Den drejes i små, mærkbare trin og styrer pc’ens lydstyrke.

Tastaturet kan også købes som et byggesæt uden taster og uden de kontakter, der sidder under tasterne. Det helt rå tastatur koster cirka det halve, og der er et enormt udvalg af tastedesigns fra forskellige producenter. Desværre er det også vores erfaring, at det kan være svært at finde flotte tastesæt, der inkluderer de nordiske tegn.


+ Ekstremt velbygget

+ God drejeknap

– Ingen lys i tegn på tasterne

Se den bedste pris lige nu

Conclusion

Det ekstremt velbyggede tastatur mangler kun lys i tasternes bogstaver for at være helt perfekt.

Specifikationer

Mærke
Glorious
Forbindelse
USB-kabel
Antal taster
82
Lys i taster
Ja
Kabelængde
1,8 m