Samsung Galaxy TabPro S

Samsung Galaxy TabPro S

Stor tablet kan erstatte din bærbare pc.

af Anders Daugaard #Tablet #Samsung
8.6

Samsung Galaxy TabPro S er en tablet af den type, der har til hensigt at være erstatning for en bærbar pc. Den består af imponerende slank skærm på 12 tommer og et tastatur med cover. De to dele forbindes nemt og elegant ved hjælp af en magnet, og så kan du bruge tabletten som en bærbar computer.

Styresystemet er Windows 10, så du kan bruge alle de programmer, du kender så godt fra din ”rigtige” pc. Det betyder dog også, at du må undvære det store udvalg af apps, som findes til iPad og Android-enheder.

Lageret findes i en 128 GB lagerplads. Heraf har du cirka 80 GB til din rådighed, når Windows og de øvrige systemfiler er på plads. De 4 GB hukommelse er lige i underkanten, og du kan ikke opgradere med mere ram eller hukommelseskort. Processoren leverer den nødvendige ydelse til langt de fleste formål, også underholdning som HD-film.

Skærmbilledet står klart og skarpog opløsningen er høj. Du kan sagtens have mere end ét dokument eller browservindue åben på samme tid, men 3:2-formatet er ikke optimal til film i bredformat. Det er dog ikke noget stort problem. Lidt mere irriterende er Samsungs skærmskåner, der starter hvis du ikke bruger tabletten i et par minutter – uden hensyntagen til dine indstillinger i Windows’ indbyggede skærmskåner. Der sker ifølge Samsung for at skåne batteriet.

På tastaturet finder du en museplade og taster i fuld størrelse, som på et almindeligt pc-tastatur.  Tasterne er flade og de er kun adskilt af et lille mellemrum, så følingen med de enkelte taster er til at begynde med ikke optimal. Men efter nogle dage har du vænnet dig til det, og så er det et velfungerende skriveredskab.

Der er intet batteri i tastaturet, så du skal regne med, at batterilevetiden falder, når du bruger tastaturet med skærmen. Uden tastatur kan du forvente strøm til cirka 7 timer, når du bruger maskinen som en bærbar pc.

Tabletten er forsynet med kun en enkelt USB-C-port. Der er ingen almindelig USB-port, så du kan ikke tilslutte eksterne drev, USB-nøgler og mus uden en adapter.

Samsung Galaxy TabPro S kan købes her via Pricerunner.

Se den bedste pris lige nu

Conclusion

Hvis du har brug for en rejsevenlig pc, der kan bruges som tablet til underholdning og til mere produktive opgaver, som du ellers bruger en pc til, er Samsung Galaxy TabPro S et glimrende værktøj. Skærmen er rigtig god, men du kan hurtigt komme til at savne porte til ekstra udstyr.

Specifikationer

Mærke
Samsung
Processor
Intel Core m3-6Y30, 0,90 GHz
Hukommelse (RAM)
4 gb
Lagerplads
128 gb
Skærmstørrelse
12"
Skærmopløsning
2160 X 1440 PIXELS
Batteritid
Cirka 7 timer
Tilslutninger
USB-C
Styresystem
Windows 10
Mål
29,0 x 19,8 x 0,6 cm
Vægt
693 gram
Kamera
5 megapixel
Netværk
Wi-Fi 802.11ac
Benchmark (højest er bedst)
2064 (Passmark PerformanceTest)