Samsung Galaxy Tab S3

Samsung Galaxy Tab S3

En indbydende tablet med en god medfølgende pen, men der er lidt småproblemer. Til en noget lavere pris ville den være fristende.

af #Tablet #Samsung
8.7

Samsung har taget nogle af de bedste ideer med sig fra sine populære telefoner og skabt en rigtig god tablet.

Skærmen er, ligesom i Samsungs telefoner, helt i top. Den benytter sig af sAMOLED-teknologien, og det betyder, at de sorte områder i skærmbilledet er næsten lige så mørke som tablettens ramme. Det giver en afsindig god kontrast, der især kommer til sin ret, når man kigger på billeder eller afspiller film.

Der følger en pen med Samsungs tablet. Med den kan du tage noter direkte på et skærmbillede eller på en hvid baggrund. Der er kun en svag forsinkelse, når man skriver på skærmen, så det føles næsten som at skrive på en glasplade med en tusch. Resultatet var noget, der til forveksling lignede min almindelige håndskrift med en kuglepen.

Under skærmen sidder en fysisk Hjem-knap suppleret af de sædvanlige berøringsfølsomme Android-knapper, der hopper et trin tilbage eller viser de åbne apps. Inde i Hjem-knappen sidder en fingeraftrykslæser. Det er en meget praktisk måde at logge på sin tablet, når det virker. Desværre skal man nogle gange lægge fingeren på knappen et par gange, før det virker, som det skal.

Det er en behagelig oplevelse at bruge Galaxy Tab S3. Alting går hurtigt og uden hakken på grund af den hurtige processor. Alle apps bliver afviklet i en fart. App’en Flipboard er integreret i styresystemet, så den dukker op, når du stryger til højre på startskærmen. Den præsenterer nyheder på en flot og indbydende måde, men indholdet har en kraftig amerikansk slagside, og det er kun på engelsk. Heldigvis kan app’en slås fra, hvis man ikke har noget at bruge den til.

Som at holde et stykke glas

Det kan godt være lidt trættende at sidde med tabletten mellem hænderne i længere tid ad gangen, for den er glat på begge sider. Det føles nærmest som at holde et lille stykke vindueglas mellem hænderne, men kanterne er afrundede, så de føles behagelige. For at undgå fornemmelsen af, at tabletten var ved at glide ud af hænderne på mig, endte jeg oftest med at lade dens underkant hvile mod mine ben eller en bordplade.

Lydkvaliteten fra Galaxy Tab S3’s højtalere hæver sig over konkurrenterne. Der er indbygget hele fire højtalere: to i hver sin side af den øverste kant og to i hver sin side af nederste kant. Tilsammen giver de en fin stereoeffekt, når tabletten vendes på den brede led for at se en film.

+ Meget hurtig

+ Glimrende skærm

– Besværlig fingeraftrykslæser

Konklusion

En indbydende tablet med en god medfølgende pen, men der er lidt småproblemer. Til en noget lavere pris ville den være fristende.

Specifikationer

Mærke
Samsung
Processor
Quad Core, 2,15 GHz
Hukommelse (RAM)
4 gigabytes
Lagerplads
32 gigabytes
Skærmstørrelse
9,7 tommer
Skærmopløsning
2048 x 1536 pixels
Tilslutninger
USB-C
Styresystem
Android 7.0
Mål
23,7 x 16,9 x 0,6 cm
Vægt
429 gram
Kamera
13 megapixels / 5 megapixels
Udskifteligt microSD-kort
Ja
Netværk
139.814 (Antutu)