Den blanke stribe på bagsiden bliver hurtigt skæmmet af fingeraftryk.

OnePlus Pad Go

Her får du en stor skærm, en solid aluminiumbagside og god lyd til en lavere pris end for den billigste iPad.

af Morten Skeldal Østergaard #Tablet #OnePlus
8.4

Det er ikke svært at se det attraktive i OnePlus Pad Go. I forhold til den billigste udgave af Apples populære iPad får du i Pad Go både en større skærm og mere lagerplads til en meget lavere pris.

På den anden side kan du også godt mærke, at OnePlus har sparet hist og her for at holde prisen nede. Processoren, der driver det hele, er fx hverken ny eller hurtig. Det kan mærkes i både krævende spil, men også i helt dagligdags apps som Google Apps og på hjemmesider med store billeder og video.

Generelt fungerer OnePlus Pad Go dog, som den skal, og der var ingen apps, vi havde deciderede problemer med at køre på den.

Skærmen er stor nok til, at du kan have to apps åbne side om side (eller over og under hinanden). Du kan bare åbne en app og trække en anden app op fra bakken i bunden af skærmen. Så deles de to apps automatisk om skærmen, så du fx nemt kan flytte indhold fra den ene til den anden.

Vi ville gerne have haft lidt mere lysstyrke i skærmen. Vi slog den automatiske tilpasning fra og skruede helt op for lyset. Alligevel havde vi svært ved at bruge Pad OS udenfor, hvor vi ofte kun kunne se vores eget spejlbillede i skærmens blanke overflade.

Der er ingen fingeraftrykslæser, men ansigtsgenkendelsen virker hurtigt og fejlfrit, og det tager ikke mange sekunder, fra du har tændt tabletten, til den er klar til brug.

Pad Go er forholdsvis bred på den korte led. Det fungerer glimrende, når du besøger hjemmesider eller arbejder med tekster på højkant. På den anden side får du nogle brede sorte kanter øverst og nederst, hvis du ser en serie i det almindelige 16:9-format på Netflix. Hvis du ser en film i bredt biografformat, optager de sorte bjælker endnu mere af skærmen.

Det er en solidt bygget tablet med en bagside i aluminium. Det meste af metallet er mat, men den del, hvor kameraet er placeret, er helt blank. Når du holder om den side af tabletten, bliver den uundgåeligt dækket med fedtede fingeraftryk. I kanten sidder hele fire højtalere, der tilsammen sørger for, at lyden har stereoeffekt, uanset på hvilken led du holder Pad Go.

Batteritiden under vores test lå på en lille uges tid ved blandet brug hver dag. Du kan lade Pad Go op med hurtigopladning, men der følger ingen oplader med i æsken, så den må du selv ud at investere i, hvis du ikke har en i forvejen.

Alt i alt er det en god tablet til prisen, men vi testede Pad Gos storebror, OnePlus Pad, for et års tid siden, og den er efterhånden faldet så meget i pris, at den faktisk er et bedre tilbud med blandt andet en bedre skærm.


+ God tablet til prisen

+ Solidt bygget

– Ikke så hurtig

Se den bedste pris lige nu

Conclusion

Her får du en stor skærm, en solid aluminiumbagside og god lyd til en lavere pris end for den billigste iPad.

Specifikationer

Mærke
OnePlus
Processor
MediaTek Helio G99
Hukommelse (RAM)
8 GB
Lagerplads
128 GB
Skærmstørrelse
11,4"
Skærmopløsning
2408 x 1720 pixels
Batteritid
Op til 14 timers videoafspilning
Batterikapacitet
8.000 mAh
Tilslutninger
USB-C
Styresystem
Android / OxygenOS 13.2
Mål
25,5 x 18,8 x 0,7 cm
Vægt
522 g
Udskifteligt microSD-kort
Ja
Netværk
Wi-Fi 5, Bluetooth 5.2
Benchmark (højest er bedst)
GeekBench: 641 single-core, 1838 multi-core