Test af Chuwi Surbook Mini

Chuwi Surbook Mini

Et billigt alternativ til Microsoft Surface - med det, der følger med.

af #Tablet #Chuwi
7.5

Chuwi Surbook Mini er lanceret som en konkurrent til Microsofts Surface. Den er konstrueret i solidt metal med en fod, der kan foldes ud bagpå tabletten. På siden er der to USB-porte, et jackstik til høretelefoner og en USB-C-port til opladning. Tabletten er lidt tung, men den føles til gengæld heller ikke så sårbar. Både på for- og bagsiden er der et lille kamera. På undersiden finder du en indgang, der lader dig sætte tabletten til et tastatur.

Chuwi Surbook er nemlig egentlig en 2-i-1-pc, men vi har ikke fået tastaturdelen til test og kan derfor kun teste Surbook som en tablet. Hvis du køber tastaturet til tabletten, får du naturligvis flere indgange.

Tabletten har en utroligt flot 10.8 tommers 1920 x 1080 skærm. Farverne er flotte, og lysstyrken er god.

Når tabletten er i brug, føles den ganske hurtigt. Jeg følte aldrig, at jeg måtte vente på, at hardwaren kunne følge med, men hastigheden kan dog ikke følge med de dyrere alternativer. Det behøver den heller ikke nødvendigvis at kunne, da Chuwi Surbook er væsentligt billigere end de fleste konkurrenter.

I Windows på tabletten skal du klikke på et lille ikon i hjørnet, for at få tastaturet op – altså kommer det ikke op, når du klikker på en søgebar eller lignende. Det føles som et lidt frustrerende og unødvendigt klik, når det kunne have været som på alle mobiler, hvor tastaturer kommer op, når du klikker på et tekstfelt.

Jeg sagde, at jeg ikke måtte vente på hardwaren, og det passede ikke helt. Tænd-knappen, der også tænder skærmen på tabletten, er nemlig ekstremt træg. I de fleste tilfælde måtte jeg trykke 5-6 gange på knappen, før den reagerede, og ofte kom jeg derfor til at slukke tabletten i stedet.

Batteritiden er middelmådig. I min test fik jeg omkring 4 timer ud af batteriet.

 

Kan købes her:

www.gearbest.com

 

+ God skærm

+ Hurtig

– Dårlig tænd-slukknap

– Middelmådig batteritid

Konklusion

Chuwi Surbook Mini er en god billig 2-i-1 pc, der dog har lidt små irriterende problemer.

Specifikationer

Mærke
Chuwi
Processor
Intel Celeron N3450 quad-core 2.2GHz
Hukommelse (RAM)
4 GB DDR3
Lagerplads
64 GB
Skærmstørrelse
10,8 tommer
Skærmopløsning
1920 x 1080
Batteritid
Cirka 4 timer
Tilslutninger
2 x USB Type-A, 1 x USB Type-C, audio jack
Styresystem
Windows
Mål
268 x 190 x 14mm