Lyset i urskiven er så kraftigt, at det kan vække dig om natten, hvis du kommer til at aktivere uret.

Samsung Galaxy Gear S3 Classic

Samsung nye smartwatch giver Apple Watch kamp til stregen. Men det er stadig lidt svært at finde en virkelig god grund til at investere i et smartwatch.

af #Smart Watch #Samsung
7.6

Samsung har efterhånden en del erfaring i at producere armbåndsure med farveskærm og masser af funktioner – de såkaldte smartwatches. Serien er nået Galaxy Gear S3, der skal tage kampen op med Apples Watch.

Den største forskel på de to konkurrenters ure er den ring, der omgiver skærmen på Galaxy Gear S3. Ringen bruges til at manøvrere rundt mellem menupunkterne. Man kan dog også bare lade fingeren glide henover den berøringsfølsomme skærm, og det er faktisk det nemmeste.

Hovedskærmen i Gear S3 ligner en gammeldags urskive. Man kan vælge mellem forskellige ure, så du fx også kan følge med i, hvor mange skridt du tager, eller hvad klokken er et andet sted på jorden. Det er nemt og hurtigt at skifte mellem urene, så du altid har en skive, der passer til situationen.

Skærmen med uret er kun tændt i nogle få sekunder for at spare på batteriet. Når uret bare sidder på armen, er skærmen helt sort, og for at se hvad klokken er, skal man foretage en demonstrativ jeg-skal-lige-se-hvad-klokken-er-bevægelse og holde håndleddet op foran sig. Heldigvis kan man ændre i indstillingerne, så klokkeslættet hele tiden vises. Så kan man også se, hvad klokken er, selv om man har begge hænder plantet på et bilrat.

Samsung Galaxy Gear S3 er et stort ur, der ser bedst ud på et stort håndled. Det betyder heldigvis også, at der er blevet plads til en letaflæselig skærm med god kontrast. Selv i sollys er det ikke noget problem, at se hvad klokken er eller bruge urets funktioner.

Uret skal kobles sammen med en Android-telefon med version 4.4 eller nyere af styresystemet. Det tog kun et par minutter at hente den tilhørende app og skabe forbindelse mellem min telefon og uret.

Derefter kunne jeg både læse beskeder og foretage opkald fra uret. Det er meget sjovt de første par gange, men det er trods alt ikke mere besværligt at hive telefonen op fra lommen, end jeg ofte endte med at gøre det i stedet for at bruge uret.

De mest interessante funktioner i Galaxy Gear S3 er dem, der ikke kan udføres lige så godt på telefonen. Du kan fx overvåge din søvn ved hjælp af den indbyggede pulsmåler, og se hvor dybt og hvor længe du har sovet. Der er også indbygget GPS, så du kan bruge Gear S3 som et sportsur uafhængigt af din telefon.

I forhold til mange andre smartwacthes holder batteriet længe – næsten fire dage. Det er et stort plus, at man ikke er nødt til at rode med kabler, for opladningen foregår trådløst. Uret skal blot lægges i en lille holder. Til gengæld er du jo så nødt til at tage holderen med dig, hvis du har behov for at lade uret op andre steder.

Samsungs smartwatch er ikke et dårligt et af slagsen, men ligesom med Apple Watch og andre modeller på markedet, så kræver det, at du har et særligt behov for at have en lille computer om håndleddet.

 

+ God skærm
+ Fin batteritid
+ Mange funktioner
– Skal lades op i holder

Find den laveste pris:

www.pricerunner.dk

Konklusion

Et godt smartwatch med mange funktioner. Et godt valg, hvis du har en Android-telefon og behov for et smartwatch.

Specifikationer

Mærke
Samsung
Skærmstørrelse
1,3 tommer (33 mm)
Skærmopløsning
360 x 360 pixels
Styresystem
Tizen
Hukommelse
768 MB
Lagerplads
4 GB
Batteritid
3-4 dage
Vægt
59 gram
Virker med
Telefoner med Android 4.4 eller nyere
Andet
GPS