Silikoneremmen føles behagelig, uanset om din arm er kølig eller varm.

OnePlus Watch 2

OnePlus Watch 2 er et af de bedste ure med Googles Wear OS-styresystem.

af Morten Skeldal Østergaard #Smart Watch #OnePlus
9.3

Watch 2 er det hidtil bedste smartwatch fra det kinesiske firma OnePlus.

Det er et halvtungt ur med en stor skærm og urkasse, så det kræver et velvoksent håndled for at sidde rigtigt. Heldigvis kan urremmen nemt indstilles, så urets sensorer på bagsiden kan foretage deres måling af din puls og iltindholdet i dit blod.

Styresystemet er den nyeste udgave af Googles Wear OS, og det er efterhånden et godt og gennemarbejdet fundament for styring af et smartwatch med mange funktioner. Det er nemt at finde rundt i menuerne, og uret reagerer hurtigt på dine fingre på skærmen og de to knapper på siden. Kommunikationen med din Android-telefon foregår helt gnidningsfrit, og du kan få notifikationer fra dine apps. Heldigvis kan du også nemt slå de apps fra, som du ikke ønsker skal kunne sende notifikationer til uret. Watch 2 virker også fint sammen med OnePlus’ flotte og brugervenlige helbreds-app på Android-telefoner. Hvis du har en iPhone, må du se dig om efter et andet ur, for OnePlus Watch 2 virker ikke sammen med Apples telefoner.

Opladeren er en lille plastikklods, der klikkes magnetisk fast på bagsiden af Watch 2. Det tog os cirka en time at lade uret helt op, og batteriet holdt uret i live i forholdsvis lang tid. Først midt på fjerdedagen efter opladning gav det op og slukkede. Vi havde dog ikke brugt uret til andet end at vise notifikationer og foretage basale målinger af puls og søvn. Som udgangspunkt er urets skærm kun tændt, når du løfter armen for at se på urskiven. Hvis du bruger urets GPS til gå- eller løbeture eller slår den permanente visning af klokkeslæt til, skal du regne med, at batteritiden falder voldsomt.

Watch 2 er kapslet ind i en hårdfør urkasse, der kan tåle både vand og støv, og heller ikke tager skade af at blive tabt på gulvet.


+ Godt styresystem

+ Hårdfør urkasse

+ Lang batteritid

Se den bedste pris lige nu

Conclusion

OnePlus Watch 2 er et af de bedste ure med Googles Wear OS-styresystem.

Specifikationer

Mærke
OnePlus
Skærmstørrelse
1,43"
Skærmopløsning
466 x 466 pixels
Styresystem
Wear OS
Hukommelse
2 GB
Lagerplads
32 GB
Batteritid
3,5 dage
Vægt
80 g
Virker med
Android
Andet
IP68, vand- og støvtæt