Urremmen er en standardmodel, så du kan frit skifte den ud med en fra et andet mærke.

Mobvoi TicWatch E3

TicWatch E3 er på mange måder et godt smartwatch, men skærmen halter efter.

af Morten Skeldal Østergaard #Smart Watch #Mobvoi
7.3

TicWatch E3 er et billigt plastik-smartwatch med Wear OS – Googles styresystem til ure.

Du skal bare hente Googles tilhørende  app til din telefon og tænde for TicWatch E3, så finder de to automatisk hinanden. Når først der er forbindelse mellem ur og telefon, kan du bruge app’en til at finindstille uret, så alt bliver, som du vil have det. Du kan fx hente nye urskiver og overføre dine kontakter til uret, så du kan ringe op til venner og famlie direkte fra uret. Lydkvaliteten er ikke ligefrem fantastisk, men du og din samtalepartner kan høre, hvad der bliver sagt, så det er en brugbar løsning til en kort snak.

Skærmen er ikke på niveau med lidt dyrere ure, hvor der bruges AMOLED-teknologi, som vi kender det fra mange telefoner. I stedet får du en LCD-skærm med en bred, sort ramme omkring. Den runde skærm har ikke særlig god kontrast. Når der står helt hvid tekst på en sort baggrund, “bløder” det hvide lys ud i de sorte områder, så de nærmest kommer til at se mørkegrå ud.

Uret måler din puls og iltindholdet i blodet, og det tæller selvfølgelig også dine skridt i løbet af dagen. Alle helbredsfunktionerne fungerer, som de skal, og uret måler også dine søvnfaser og kan vække dig, når du er i din lette søvnfase sidst på natten.

TicWatch E3 virker hurtigt, når du bevæger dig rundt i menuerne ved hjælp af den berøringsfølsomme skærm. Vi kunne godt have tænkt os en drejelig ramme omkring urskiven, for det er vores erfaring, at det gør betjeningen lidt nemmere, hvis skærmen eller dine fingre er våde. Du behøver i øvrigt ikke være nervøs for en regnskylle, for uret har en IP68-certificering, som betyder, at du kan tage det på i svømmehallen.

Batteriet holdt i gennemsnit et par døgn under vores test. Da vi slog altid-tændt-funktionen til, så skærmen hele tiden viste klokken, var vi nødt til at lade uret op hver dag. Når batteriet kommer ned på 5 procent, sørger uret selv for at skifte til basal tilstand, hvor uret nærmest kun kan vise, hvad klokken er.

Du lader op igen med det magnetiske ladekabel, som nemt klikkes fast bag på uret. Kablet er lavet specielt til uret, så du er altså nødt til at tage det med dig i stedet for at bruge et almindeligt USB-C-kabel som det til din Android-telefon.


+ God pris

+ Hurtig processor

– Dårlig kontrast i skærmen

Se den bedste pris lige nu

Conclusion

TicWatch E3 er på mange måder et godt smartwatch, men skærmen halter efter.

Specifikationer

Mærke
Mobvoi
Skærmstørrelse
1,3"
Skærmopløsning
360 x 360 pixels
Styresystem
Wear OS
Hukommelse
1 GB
Lagerplads
8 GB
Batteritid
Cirka to døgn
Vægt
32 gram (uden rem)
Virker med
Android og iOS