Philips 328E8QJAB5

32 tommer på skrivebordet giver masser af plads til flere programvinduer, men Full HD-opløsning er for lav til så stor en skærm.

af #Skærm #Philips
7.1

Det er en computerskærm og ikke et fjernsyn. Med hele 32 tommer kunne man ellers komme i tvivl, om Philips 328E8QJAB5 i virkeligheden hører til i et tv-møbel fremfor på skrivebordet. Det er dog ikke tilfældet, og de mange tommer giver mange fordele ved arbejdet på computeren.

Skærmen byder på masser af plads til, at du på én gang kan have flere programvinduer åbne ved siden af hinanden.

Opløsningen på 1920 x 1080 pixels er dog for lav, når skærmen er så stor. Ikonerne på proceslinjen bliver eksempelvis så store, at de fremstår uskarpe og en smule pixellerede, hvilket bestemt ikke er kønt, når du kun sidder 40 centimeter fra skærmen. Med højere opløsning ville hvert vindue også have fyldt mindre på skærmfladen, og man ville derfor nemt få plads til flere vinduer, og alle detaljer ville stå væsentligt skarpere.

 

Den perfekte krumning
Overraskende nok er det nemt at danne sig et overblik over alt, hvad der sker på den store skærmflade. Skærmen buer nemlig en smule, og her fungerer det ikke bare som et opsigtsvækkende designtrick.

Nej, det har faktisk den effekt, at du fint kan overskue hele skærmbilledet og ikke får nakkeskader, fordi du konstant skal vende hovedet for at se, hvad der sker i hjørnerne. Skærmen har også en stor betragtningsvinkel, og skærmbilledets kvalitet forringes næsten ikke, når du kigger højt oppefra eller fra siden.

Det giver også fin mulighed for at nyde farvegengivelsen og kontrasten, som skaber rigtigt fine billeder. Der er knald på farverne og masser af nuancer, hvilket giver levende og dynamiske billeder, der både gør sig godt til at vise fotos og film.

Med brede betragtningsvinkler er det også til at leve med, at de fysiske indstillingsmuligheder er ganske begrænsede. Du kan nemlig kun vippe skærmen og dreje den en smule, mens du må lægge bøger under foden, hvis du vil hæve skærmen mere, og det er helt udelukket at få den sænket.

+ Stort skærmbillede
+ God farvegengivelse
– Indstillingsmuligheder
– Lav opløsning

 

Find nærmeste forhandler:

www.philips.dk

Konklusion

En stor skærm, der giver masser af arbejdsplads, men opløsningen er for lav, og der er for få indstillingsmuligheder.

Specifikationer

Mærke
Philips
Størrelse
31,5 tommer
Opløsning
1920 x 1080 pixels
Kontrast
3000:1
Lysstyrke
250 cd/m2
Format
16:9
Tilslutning
VGA, DisplayPort, HDMI
Paneltype
LCD
Højttalere
2 x 3 W
Betragtningsvinkel
178 grader
Elforbrug
43,82 W (tændt) / 0,5 W (standby)
Responstid
5 ms
Mål
72,1 x 52,5 x 22,3 cm
Vægt
7,2 kg