Det er nemt at vippe skærmen på plads, så du får den helt rigtige synsvinkel.

HP Series 7 Pro 732PK

HP-skærmen er dyr, men du får også et flot billede og veludstyret, indbygget dockingstation.

af Morten Skeldal Østergaard #Skærm #Hewlett Packard (HP)
9.0

Computerskærmen HP Series 7 Pro er for dig, der vil have det ypperste til hjemmekontoret og ikke er bange for at betale lidt ekstra.

Både billedkvalitet og funktioner er nærmest perfekte til kontorarbejde og billedbehandling. Opløsningen på de 31,5 tommer er Ultra HD lige som på de fleste fjernsyn i dag. Det giver et superskarpt billede, og 16:9-formatet gør, at du slipper for sorte felter over og under billedet, hvis du bruger skærmen til at se tv.

På skærme over 30 tommer er der nogle gange problemer med betragtningsvinklen. Hvis du sidder tæt på en skærm i den størrelse, vil du typisk kigge skråt ind på de yderste dele af skærmbilledet, og det kan få farverne til at se udvaskede ud. HP-skærmen har både ensartet farvegengivelse og belysning på hele skærmbilledet. Kontrasten er også højere, end vi plejer at se i skærme med denne type skærmpanel, og vi kunne se fine detaljer i skyggerne på fotos. Vi havde ikke behov for at ændre på skærmens grundindstillinger, og det var heldigt, for da vi alligevel prøvede at eksperimentere med indstillingsmenuen, var det en smule besværligt, fordi vi skulle bruge en knap, der sidder gemt bag på skærmen.

Series 7 Pro har en alsidig, indbygget dockingstation. Hvis du tilslutter en bærbar pc, får du med et enkelt USB-kabel adgang til blandt andet hurtigt kabelnetværk og masser af USB-porte, hvor du kan tilslutte ekstraudstyr som mus og tastatur. Som en ekstra bonus kan skærmen levere 100 watt til opladning af din bærbare computer. Det er den maksimale ladeevne for strøm via USB-porten, så du slipper helt for at skulle bruge en stikkontakt, hvis din computer altså ellers kan lades op gennem USB-C-porten.

Skærmen er nem at indstille fysisk, og du kan trække kablerne gennem en ring på foden, så de ikke ligger og roder. Der er en tynd kant omkring skærmen, så den fylder ikke mere end højst nødvendigt og har et let og elegant look. Bagsiden er også holdt i et enkelt design uden klistermærker eller andre forstyrrende elementer, så du kan sagtens have skærmen stående på en måde, så bagsiden også er synlig.


+ Flot billede i høj opløsning

+ Kan oplade en bærbar pc

– Meget dyr

Se den bedste pris lige nu

Conclusion

HP-skærmen er dyr, men du får også et flot billede og veludstyret, indbygget dockingstation.

Specifikationer

Mærke
Hewlett Packard (HP)
Størrelse
31,5 tommer
Opløsning
3840 x 2160 pixels
Kontrast
2000:1
Lysstyrke
400 cd/m²
Format
16:9
Tilslutning
Thunderbolt 4, HDMI, DisplayPort, USB-C, 4 x USB-A, kabelnetværk
Paneltype
IPS
Højttalere
Nej
Betragtningsvinkel
178°/178°
Elforbrug
48 watt
Responstid
5 ms GtG
Mål
71,4 x 21,7 x 60,5 cm
Vægt
8,8 kg