ASUS VG258QR

ASUS VG258QR er en 24,5 tommer computerskærm med flotte specifikationer til en rigtig fin pris.

af Morten Skeldal Østergaard #Skærm #Asus
7.9

ASUS VG258QR er en computerskærm med flotte specifikationer til en rigtig fin pris.

Skærmen er lynhurtigt samlet, for den er ikke så tung, og armen, der holder den, er allerede påmonteret, når du hiver skærmen op af kassen. Du skal blot skrue foden fast med en enkelt fingerskrue.

Tilslutningerne er også nemt klaret, for skærmen kan vippes helt op på højkant, så alle portene er frit tilgængelige.

Skærmbilledet står skarpt og er ensartet belyst, og kanterne rundt om skærmen er smalle, så det ser nærmest ud som om billedet svæver foran dig.

Det er især, hvis du spiller på computeren, at du vil sætte pris på en opdateringshastighed på 165 Hz, synkronisering af hvert skærmbillede med grafikkortet og en responstid på kun et halv millisekund. Tilsammen får de tre ting billedet til at stå helt roligt, selv når det går allervildest for sig.

Vi spillede et skydespil på VG258QR, og selv om vi har set bedre kontrast i andre skærme, så var spiloplevelsen overvældende god, når man tænker på skærmens forholdsvis lave pris.

Hvis man kigger lidt nærmere efter, så er det dog ret tydeligt, hvor der er sparet. Foden er fx meget let, så den drejer uvægerligt med rundt, hvis du vil dreje skærmen lidt i en anden retning.

Ergonomien er ellers godkendt. Skærmen kan både skydes op og ned, vippes, drejes og tippes på højkant. Med andre ord: Du kan få den til at stå præcis, som du vil have den.

Styringen af skærmens indstillingsmenu kunne også være løst mere elegant. Menuen betjenes på bagsiden af skærmen med en lille pind, der suppleres af fire knapper lige under den. Der sidder en stribe forklarende symboler på siden af VG258QR, men dem kan man ikke se, hvis man sidder foran skærmen (som man jo typisk gør).  Slukknappen er en af de fire knapper, og det ville altså have været rart, hvis den havde været lidt nemmere tilgængelig på skærmens forside.


+ Hurtig opdatering af skærmbilledet

+ God ergonomi

– Foden drejer med rundt

– Besværlig betjening

Se den bedste pris lige nu

Conclusion

ASUS VG258QR er en 24,5 tommer computerskærm med flotte specifikationer til en rigtig fin pris.

Specifikationer

Mærke
Asus