AOC Q3277PQU

AOC Q3277PQU

Knivskarp gigant-skærm

af #Skærm #AOC
9.0

Kæmpestor, billedskøn og overraskende billig – AOC’s Q3277PQU er et godt bud på dit næste indkøb, hvis du er på jagt efter en stor, stærk skærm, som ikke koster en formue. Skærmen er på hele 32 tommer med 2560 x 1440 pixels, så du kan med lidt god vilje arbejde med tre programvinduer ved siden af hinanden.

Standardindstillingen giver et billede, hvor tekst, billeder og film står knivskarpt med masser af detaljer, fin kontrast og glimrende farvegengivelse. Der er altså intet behov for at justere nævneværdigt på billedindstillingerne – en opgave, der i øvrigt kræver en hel del tålmodighed, for menuerne er noget rodede og svære at navigere i.

De fysiske indstillinger går det væsentligt nemmere med. Skærmen står forholdsvis stabilt på bordet, selv da jeg drejede og vippede den eller justerede højden. Kun da jeg vendte den på højkant for at komme nemmere til skærmens mange indgange, dansede den en smule på bordet, uden at det dog virkede til, at den ligefrem var i fare for at vælte.

Q3277PQU byder udover en frygtelig masse pixels også på ganske mange tilslutninger. Der er de mest gængse skærmindgange som HDMI, DisplayPort og DVI, og så får du fire USBporte ovenikøbet.

Samlet set er der tale om en meget alsidig skærm med et flot billede. Den sluger dog også omkring 50 watt i brug, så den er ikke billig i drift.

Konklusion

Skærm med stærkt billede og masser af tilslutninger – men den har et højt elforbrug.

Specifikationer

Mærke
AOC
Størrelse
32 tommer
Opløsning
2560 x 1440 pixels
Tilslutning
DVI, HDMI, DisplayPort, VGA, 2 x USB 2.0, 2 x USB 3.0
Elforbrug
50 W
Responstid
4 ms
Mål
74,19 x 17,12 x 65,9 cm
Vægt
11,55 kg