AOC G2590FX

AOC G2590FX er en skærm, der primæssigt ligger i midterfeltet for skærme på omkring 25 tommer. Men skærmen er faktisk en tand bedre, end prisen umidelbart kroner lægger op til.

Skærmens panel, der leverer billedet, er ganske vist af den billige TN-type, men billedet er godt og lysstærkt. Betragtningsvinklen er ikke så vid, så billedet er bedst, hvis du kigger helt vinkelret ind i skærmen. I den forbindelse er det lidt ærgerligt, at det ikke er muligt at hæve skærmen, men den kan i det mindste vippes og drejes på foden. Netop foden virker som et af de områder, hvor AOC har sparet lidt for at kunne holde prisen nede. Selve skærmen vipper let frem og tilbage, hvis foden ikke er plantet på et solidt skrivebord.

Der er blot en meget smal kant rundt om skærmen på siderne og i toppen, og det er med til at give skærmen et let og elegant udseende. Det betyder også, at du kan stille to skærme tæt op ad hinanden og bruge dem til at vise et meget bredt billede fra den samme pc.

Skærmens Full HD-opløsning er ikke overvældende på en skærm i dag, hvor Ultra HD-skærme med fire gange så mange pixels er ved at være almindelige. Men fordi G2590FX ikke er større, end den er, står billedet alligevel fint og skarpt.

G2590FX har flere forskellige funktioner, som er rettet mod spilfolket: Der er fx ikke bare en enkelt profil, som du kan skifte til, når du skal spille. I stedet kan du helt specifikt vælge, hvilken spilgenre du har tænkt dig at spille, så du får de rigtige farver, uanset om du spiller et skydespil eller kører racerløb.

Skærmens opdateringshastighed er 144 Hz, og med et grafikkort fra AMD kan du udnytte FreeSync til at få skærm og pc til at “tale” sammen, uden at billedet begynder at hakke i det. Hvis du har et nyere grafikkort fra Nvidia, kan du også bruge firmaets G-SYNC-teknologi til at få en helt flimmerfri skærmoplevelse. Du skal blot sørge for, at kortets driver har den opdatering, som blev udsendt i midten af januar.                                                                                  

Conclusion