Acer H277HK

En flot skærm med knivskarpt billede.

af Mikkel Jacobsen #Skærm #Acer
9.2

Det her er en uforskammet god skærm; der er ikke mange andre måder at få det sagt på. Når først man har set sin computer køre i tårnhøje 3840×2160 pixels, er det svært at gå tilbage til mindre.

4K-opløsningen gør alting skarpt og lækkert, og skaber enormt meget råderum på de 27 tommer. Du får pludselig plads til adskillige åbne vinduer, uden at de er i vejen for hinanden. Du får så meget plads på Skrivebordet, at du skal være noget af et rodehoved for at fylde det hele op.

4K-materiale er endnu lidt sparsomt (med mindre man ligefrem er i besiddelse af et UltraHD Blu Ray-drev), men både Netflix og Youtube er begyndt at byde på smukt 4K-indhold, der viser, hvad 4K-skærme virkelig kan. Hvis man har et godt grafikkort, kan de nyeste pc-spil ofte køre i noget nær 4K-opløsning og se helt utroligt flotte ud.

Med en skærm som denne er der altså et element af fremtidssikring. 4K-materiale skal nok blive mere udbredt, og indtil da har man en pokkers skarp og flot skærm, der viser alt fra den bedst mulige side.

Vi anmeldte for et par måneder siden en skærm i samme serie som denne. Og som det var tilfældet med den, så mangler der nogle bedre fysiske indstillingsmuligheder. Skærmen kan vippe frem og tilbage, men højden kan ikke indstilles, og det er en skam. Men det forhindrer ikke Acers 4K-skærm i at være et fremragende køb.

Find laveste pris:
www.pricerunner.dk

+Knivskarpt billede
+Fremtidssikret
-Sparsom justering

Se den bedste pris lige nu

Conclusion

En skarp og flot skærm, der viser alt fra den bedst mulige side.

Specifikationer

Mærke
Acer
Størrelse
27 tommer
Opløsning
3840 x 2160 pixels
Kontrast
1000:1 / 100000000:1 (dynamisk)
Format
Ultra HD / 4K (2160p)
Tilslutning
HDMI, DisplayPort, USB-C, USB
Højttalere
Stereo
Responstid
4 ms