De to store vinger rummer fire antenner hver.

NETGEAR Nighthawk RAXE500

Trådløs netværksrouter med WiFi 6E og 2,5 Gigabit Ethernet

af Henrik Ræder Clausen #Router #Netgear
9.6

Nighthawk RAXE500 er en trådløsWiFi 6E router i absolut topklasse. Hastigheden er i top, rækkevidden fin, og den er fremtidssikret med 2,5 gigabit Ethernet-kabelnetværk. Dertil kommer nem opsætning og gode administrationssider. Den eneste svage punkt er USB-funktionerne.

Først og vigtigst er hastigheden 1310 megabit/sekund. Det er 40 procent hurtigere end almindeligt kabelnetværk. Det kræver, at 160 MHz båndbredde er aktiveret (det er standard på Wi-Fi 6E), og at man bruger en 2,5 gigabit ethernet adaptor.

En vigtig fordel ved WiFi 6E er, at det bruger et helt nyt frekvensbånd, 6 GHz. hvor der er plads til masser af trådløse kanaler. Det reducerer risikoen for ’sammenstød’ med naboens netværk kraftigt. Det gør den høje hastighed nemmere at opnå i hverdagen, plus at risikoen for andre netværksproblemer falder kraftigt.

Rækkevidden på Nighthawk RAXE500 er fremragende – en anelse bedre end andre routere i den tunge ende. Vi kan dog se et lille fald på 6 GHz båndet. Det skyldes, at den højere frekvens giver lavere evne til at trænge igennem mure.

De to store vinger på routeren rummer fire antenner hver. Der er dermed ikke mulighed for at justere vinklerne selv – hvilket for de fleste er en fordel: Risikoen for at de kommer til at stå helt forkert er dermed elimineret.

Statuslamperne på fronten lyser hvidt, hvis alt er i orden. Og skifter meget praktisk til orange, hvis noget er galt og bør rettes. Det sker for eksempel, hvis man bruger 2,5 gigabit porten med udstyr, der kun er på 1 gigabit.

Opsætningen foregår bedst via den medfølgende Nighthawk-app til telefonen. Den gennemgår roligt de nødvendige trin og indstillinger, inklusive en opdatering af routerens firmware. Vi kunne godt ønske at den var på dansk, men dens engelsk er let forståeligt. Vi kunne dog godt undvære det påtrængende tilbud undervejs om at installere en tidsbegrænset prøveudgave af en ellers udmærket sikkerhedspakke.

Efter opsætningen er det en fornøjelse at administrere routeren. Administrationssiderne er funktionelt bygget, med en fin omstilling til avancerede indstillinger. De fleste ting kan klares uden at skifte til avanceret – men selv de avancerede sider er overskuelige.

Routerens to USB 3-porte kan bruges til fildeling, og som medieserver på netværket. Der er ikke gjort meget ud af at assistere med opsætningen. Men når det er faldet på plads, kan filer deles på netværket med en god hastighed på 85 megabytes/sekund. Hvis det var mere brugervenligt, ville det være en ganske brugbar funktion.


+ Hastighed helt i top

+ God rækkevidde

+ 2,5 gigabit kabelnetværk

Se den bedste pris lige nu

Conclusion

En lynhurtig og godt fremtidssikret router, der er pålidelig og nem at bruge. Og endda nem at administrere.

Specifikationer

Mærke
Netgear
Trådløs standard
WiFi 6E
Kabelnetværk/ethernet
2,5 Gigabit ethernet
Netværksporte
6 (1 2,5 gigabit)
USB-porte
2
Elforbrug
16 watt
Mål
29.8 x 21.1 x 7.8 cm
Angivet hastighed
4800 mbit/s
Målt hastighed
1310 mbit/s