Det futuristiske design på Nighthawk XR500 giver plads til en lang stribe statuslamper.

Netgear Nighthawk Pro Gaming XR500

Trådløs dual band router med WiFi 5 og 2 USB-3 porte.

af #Router #Netgear
8.6

Vores første oplevelse af Netgear Nighthawk XR500 var, at der var en designer, der havde moret sig. Det kantede design minder om noget fra en film, med lamperne på forkanten som øjne. Inden i det katamaranagtige ydre gemmer sig en router med WiFi 5 og et nyt styresystem ”DumaOS”.

Udvendigt er der fire antenner, der kan vippes til optimal dækning. Bagsiden har de sædvanlige fire lokale kabelnetværksporte samt tænd/sluk-knappen og nulstilling. De to USB 3.0-porte er gemt væk i siden, men er heldigvis bygget, så også ret tykke enheder kan tilsluttes.

Som sædvanligt sørger en guide for opsætningen. Den har ret mange trin, og den danske oversættelse kunne være bedre. Men den løser opgaven, og efter få minutter er alt konfigureret og på plads. Der er to frekvensbånd (2,4 GHz og 5 GHz), samt gæstenetværk. Der er særligt fokus på funktioner til spil, herunder lav forsinkelse og mulighed for at finde de bedste spilleservere i nærheden.

Administrationen med DumaOS er en fornøjelse. Brugerfladen er opbygget som moduler, der kan flyttes, skaleres tilføjes eller fjernes. Det gør det muligt at bygge sin egen startside med netop de funktioner, man selv bruger. De enkelte moduler har gode, danske tekster og er meget overskueligt opbygget. Det er en behagelig kontrast til hvor overvældende andre brugerflader kan være.

Hastighedsmæssigt klarer XR500 sig fint. Vi målte 652 Mbit/s til kablede enheder, og 260 Mbit/s trådløst til trådløst. Dertil kommer, at routeren har kraft nok til at holde en god hastighed ved flere samtidige forbindelser. Rækkevidden er blandt de bedste i klassen, tilstrækkelig til selv et større hus. Selv i de hjørner, andre routere har haft svært ved at nå, fik vi en stabil forbindelse og god hastighed.

De to USB-porte giver mulighed for fil/printerdeling over netværket, og at køre en medieserver. Det var lidt drilsk at få til at fungere, men da det først virkede, fik vi en læsehastighed på 63,5 megabytes i sekundet og skrivning på 34,1 megabytes i sekundet. Ikke på højde med en rigtig NAS, men stadig ganske pæne tal.


+ God rækkevidde

+ Høj hastighed

+ Brugbare USB-porte

– Dårligt dansk under opsætningen

 

 

Se den bedste pris lige nu

Konklusion

Nighthawk XR500 har fin hastighed og dækning. Den modulopbyggede brugerflade er en fornøjelse at bruge.

Specifikationer

Mærke
Netgear
Trådløs standard
WiFi 5
Kabelnetværk/ethernet
1 Gbit Ethernet
Netværksporte
5
USB-porte
2 USB-3
Elforbrug
10 W
Mål
32,2 x 24,4 x 5,5 cm (uden antenner)
Angivet hastighed
1733 Mbit/s
Målt hastighed
652 Mbit/s