Netgear Nighthawk M6 Pro
Netgears svinedyre mobilrouter giver dig høj trådløs hastighed via det mobile 5G-netværk.
Hvis du vil have en mobil 5G-router til sommerhuset eller campingvognen, så fås det lige nu ikke hurtigere end Nighthawk M6.
Routeren kan ifølge producenten Netgear levere op til 4 gigabit/sekund, når du har sat et SIM-kort med et tilknyttet 5G-abonnement i bunden af routeren. Det er ikke realistisk at nå i nærheden af den hastighed ude i den virkelige verden, men routeren leverer alligevel en flot hastighed via det 5G-netværk, som telefoner også bruger til at komme på internettet. Vi afprøvede routerens forbindelse i midten af en storby og i en tyndere befolket forstad, og begge steder gav Nighthawk-routeren en hurtigere forbindelse end vores 5G-testtelefon.
Vi lå som regel over 300 megabit i sekundet, og det er rigeligt til at streame fra Netflix i den højeste opløsning, mens andre i familien også bruger routerens forbindelse til at gå nettet. Du kan slutte op til 32 enheder til routeren på samme tid via den nyeste trådløse netværksstandard, Wi-Fi 6E, men M6 Pro virker også med dit ældre netværksudstyr.
Routeren har en 2,5 gigabit-port til en mere stabil Ethernet-kabelforbindelse, hvis du har udstyr med en netværksport. Du kan også bruge porten til slutte M6 til din router derhjemme, hvis fx din almindelige kabelforbindelse til internettet er midlertidigt afbrudt.
M6 Pro er nem at indstille via den store, berøringsfølsomme skærm, hvor du hele tiden kan se status på forbindelsen. Du kan også sætte routerens skærm til at vise en QR-kode, som andre kan scanne med deres telefon for at forbinde sig til netværket uden at skulle indtaste en kode.
Du bestemmer selv, om du vil bruge M6 Pro med det indbyggede batteri eller sluttet til en stikontakt. Hvis routeren kører på batteri, prøver den automatisk at sænke strømforbruget ved at skrue ned for sendestyrken. På spareindstillingen skal du ikke regne med, at signalet rækker meget længere end det rum, du sidder i, hvis der er betonvægge omkring dig. Det skyldes nok også, at M6 Pro som udgangspunkt kun bruger 5 GHz-frekvensbåndet, som ikke har så stor rækkevidde.
Prisen for den nye teknologi i Nighthawk M6 Pro er meget høj, men hvis du kan nøjes med en lidt mere beskeden 4G-forbindelse, kan du stadig købe den udmærkede forgænger Nighthawk M1 til en tredjedel af prisen.
+ Hurtig 5G-forbindelse
+ Nem opsætning
– Ekstremt dyr
Se den bedste pris lige nu
Conclusion
Netgears svinedyre mobilrouter giver dig høj trådløs hastighed via det mobile 5G-netværk.
Specifikationer
- Mærke
- Netgear
- Trådløs standard
- Wi-Fi 6E
- Kabelnetværk/ethernet
- Begge
- Netværksporte
- 1
- Angivet hastighed
- 4 Gbit/s
- Målt hastighed
- 325 Mbit/s