Dette er IKKE den optimale placering af de to enheder. Det bedste resultat får du ved at eksperimentere lidt og placere dem i hver sin afdeling af huset.

Netgear AX4200 5G NBK752

Netgears mesh-sæt har en god rækkevidde, og det giver hurtig trådløs forbindelse til nettet via 5G.

af Morten Skeldal Østergaard #Router #Netgear
9.2

Netgears nye mesh-sæt ligner begyndelsen til enden for traditionelle kabelnetværk.

Sættet har nemlig slet ikke brug for en internetforbindelse ind i huset for at give dig adgang til nettet. I stedet skal du sætte et SIM-kort ind i routeren, som så kan forbinde sig til det 5G-netværk til mobildata, vores telefoner også benytter til at komme på nettet. Det gør Netgears mesh-sæt ideelt til områder, hvor der ikke er lagt hurtige fiberkabler med adgang til internettet.

Mesh-netværk er en særlig type netværk, hvor flere enheder kommunikerer med hinanden og videresender netværkstrafikken, så den samlede rækkevidde bliver meget større, end hvis du blot har en enkelt router stående, hvor internettet tilfældigvis kommer ind i huset.

Sættet fra Netgear består af to enheder, men kan udvides med flere. De to enheder dækkede uden problemer alle afkroge af et étplanshus hus på 175 kvadratmeter og rakte endda et godt stykke ud i haven. Routeren stod på et kontor, og så fandt vi en strategisk placering til satellit-enheden, hvor den havde god forbindelse og samtidig ikke stod i vejen.

Tæt på routeren havde vi en gennemsnitlig downloadhastighed på lige omkring 250 megabit per sekund – indimellem var vi endda oppe at runde 350 megabit per sekund. Uploadhastigheden lå på lidt under det halve. Med en forbindelse af den kaliber kan du se streamingtjenester som Netflix i højeste opløsning, mens forbindelsen samtidig bruges til andre ting af husstandens øvrige beboere.

Responstiden eller ‘ping-tiden’ var den eneste lille hage i vores test. Det er den tid, der går, fra du forsøger at få forbindelse til en server på nettet, og til der rent faktisk er hul igennem. Ping-tiden lå i alle vores målinger på 12-20 millisekunder, hvor man på en kabelforbindelse ofte ligger under fem millisekunder. Det kunne ikke mærkes i praksis, når vi streamede film eller besøgte hjemmesider på computeren, men hvis du er typen, der spiller skydespil, vil den lille forsinkelse måske genere. Du skal være opmærksom på, at hastigheden er afhængig af blandt andet afstanden til den nærmeste mobilmast, og at både ping-tid og overførselshastighed kan variere meget.

Både router og satellit har to netværksporte, så du kan tilslutte elektronik, der har brug for en kabelforbindelse. Hvis du har brug for flere porte, må du koble en switch på. Sådan en koster typisk nogle få hundrede kroner.

Prisen på mesh-sættet er uanstændigt høj, men ligesom med andre netværksteknologier, vil udgiften til 5G-udstyr med stor sandsynlighed falde i takt med, at teknologien bliver mere udbredt.


+ God hastighed

+ Virker uden kabelforbindelse

– Voldsom pris

Se den bedste pris lige nu

Conclusion

Netgears mesh-sæt har en god rækkevidde, og det giver hurtig trådløs forbindelse til nettet via 5G.

Specifikationer

Mærke
Netgear
Trådløs standard
Wi-Fi 6
Kabelnetværk/ethernet
Ja
Netværksporte
2 x gigabitporte
USB-porte
Nej
Mål
24,6 x 19,6 x 8,6 cm
Angivet hastighed
4200 Mbit/s i alt