MiWire er et stort modem til mobildata, der automatisk stiller ind på den bedste sendemast.

MiWire

En kombination af mobilmodem og trådløst netværk, hvor den indbyggede antenne automatisk finder den bedste retning.

af Henrik Ræder Clausen #Router #MiWire
9.1

Producenten af MiWire kalder sit produkt et ”Roudem”, og det beskriver det egentlig meget godt: MiWire er en kombination af et mobilmodem og en trådløs router. Den store enhed rummer et mobilmodem og en retningsbestemt antenne. Der er en indbygget router, WiFi og tilslutning til kablet netværk. Hele enheden er beregnet til udendørs montering. Den får strøm fra et medfølgende 10 meter netværkskabel, og har indbygget batteri til mindst otte timers drift.

Opsætningen er lidt speciel: MiWire skal monteres udendørs, højt og vandret. Vores målinger bekræfter, at det er vigtigt: Den helt rigtige montering giver betydeligt højere hastighed end en næsten tilstrækkelig placering. Du kan tilkøbe et beslag for at få RouDem til at sidde rigtigt.

Inden opsætning skal der isættes et micro-SIM kort, eller et nano-SIM i den medfølgende adapter. Det kan være lidt udfordrende at få på plads. Alternativt kan MiWire leveres med dataabonnementer på 30-1.000 GB/måned.

Når MiWire er sat op, bruger den nogle minutter på at dreje den indbyggede antenne i den rigtige retning, og efter du har indtastet PIN-koden til SIM-kortet via administrationssiden, er netværket klar til brug.

Det spændende er så: Fungerer det? Her er svaret et klart ’Ja!’. Vi testede MiWire i et lidt afsides sommerhus, hvor vi normalt kun får 1–1,5 Mbps. Med MiWire gav det samme abonnement en stabil forbindelse, typisk på 27 Mbps. Hastigheden kunne stige eller falde, men den var altid god nok til at streame video og hente websider hurtigt.

De indbyggede administrationssider er i et moderne design – overskuelige og nemme at bruge. De fortæller klart og forståeligt om enhedens status og kvaliteten af mobilforbindelsen. Til gengæld er der ikke nær så mange indstillinger som i en almindelig router, og det trådløse net er kun 2,4 GHz. Har du også brug for trådløst net i tophastighed, må du tilføje et moderne WiFi adgangspunkt.


+ Nem administration
+ Leverer flotte hastigheder
– Langsomt trådløst net


MiWire kan købes på MiWire.net

Se den bedste pris lige nu

Conclusion

MiWire er et solidt produkt, der uden problemer leverer den lovede 10 x forbedring af hastigheden på mobilnetværk, hvor dækningen er svag.

Specifikationer

Mærke
MiWire
Trådløs standard
4G / LTE, WiFi 4 2,4 GHz
Kabelnetværk/ethernet
100 Mbps
Netværksporte
1
Elforbrug
5 W
Mål
6,9 x 32,0 x 32,0 cm
Angivet hastighed
150 / 50 Mbps
Andet
4G mobilforbindelse
Målt hastighed
27,7 / 8,3 Mbps