Linksys Velop AC3900 giver tre adgangspunkter i et enkelt sæt.

Linksys Velop AC3900

Et routersæt med tre små enheder, der placeres forskellige steder i huset for at få optimal dækning.

af Henrik Ræder Clausen #Router #Linksys
8.9

Linksys Velop AC3900 er et sæt af flere små routere, der danner et såkaldt ”Mesh”-netværk i huset. Ideen er at brug af flere enheder op undgår døde pletter i netværket og giver stabil dækning overalt. Dette sæt er en mindre og billigere udgave af det første Velop-sæt. Det har to radioområder i stedet for tre. Altså 2,4 GHz til maksimal rækkevidde og 5 GHz til maksimal hastighed.

Det testede sæt består af tre identiske routere, der hver er et lille, hvidt tårn med en enkelt lysdiode på toppen. Størrelsen og det diskrete design gør det nemt at finde plads til dem. Man skal tilkoble en enkelt enhed med kabel til internetforbindelsen, så deles forbindelsen automatisk til de andre.

Alt styres med en app

Opsætningen sker via Bluetooth med en app på mobiltelefon eller tablet. App’en finder enhederne en ad gangen, og undersøger forbindelsens kvalitet. Hvis der er problemer, foreslår app’en, hvordan de bør flyttes. Og når noget tager tid, får man klar besked, med tekst og med humoristiske tegninger.

Alt bliver forklaret på fint dansk, uden at overvælde brugeren med teknik. De mest almindelige funktioner er lige til at få fat i, så man kan bruge telefonen til at aktivere gæstenetværk, give enheder prioritet på netværket – eller slukke for internetforbindelsen, når børnene skal i seng.

Routerens trådløse hastighed er god uden at sætte nye rekorder. Godt 400 mbit/s er et stykke fra det højeste, vi har set. Men da vi havde sat enhederne optimalt til rette, fik vi over 200 mbit/s overalt i vores ret udfordrende testhus. Et flot resultat, der i praksis er vigtigere end en høj tophastighed.

Det er svært at finde noget at udsætte på dette sæt. Det eneste skulle være, at netværksnørder kunne ønske adgang til flere detaljer. Men for almindelige brugere, der bare skal have hurtigt og stabilt trådløst netværk, er Linksys Velop en fremragende løsning. Og prisen er i orden.

+ Godt forklaret opsætning
+ Fremragende dækning
+ God hastighed
+ Nem styring med app
+ Diskret

Du kan finde den nærmeste Linksys-forhandler her:

https://www.linksys.com/dk/wheretobuy/

Se den bedste pris lige nu

Conclusion

Systemet med tre små routere giver høj hastighed og glimrende dækning. Og sættet er tilmed rigtig nemt at sætte op og styre.

Specifikationer

Mærke
Linksys
Trådløs standard
802.11ac, 802.11n
Kabelnetværk/ethernet
Gigabit Ethernet
Netværksporte
3 x 2 porte
USB-porte
-
Elforbrug
5 W / enhed
Mål
7,9 x 7,9 x 14,1 cm (b x d x h)
Angivet hastighed
866 Mbit/s
Målt hastighed
417 Mbit/s