Google Nest Wifi Pro
Googles sæt er den mest brugervenlige mesh-netværksløsning, vi har prøvet.
Nest Wifi Pro er en legende let måde at få hurtigt trådløst netværk ud i alle afkroge af huset.
Brugervenligheden er nemlig Nest Wifi Pros helt store styrke. Du skal ikke lade dig narre af ordet “Pro” i produktnavnet, for alle kan være med her. Det tog ikke meget mere end 10 minutter at få systemet op at køre ved hjælp af Googles app på telefonen. App’en opdager selv, at du har sat Nest Wifi Pro i stikkontakten, og foreslår at hjælpe dig i gang med opsætningen. Det sagde vi bare pænt ja tak til.
Vi stillede en router i midten af et aflangt hus på 175 kvadratmeter, og de to satellitenheder centralt i hver sin halvdel af huset. Det viste sig at være mere end rigeligt til at dække hele huset. Faktisk kunne vi uden problemer gå på nettet på terrassen i baghaven også.
Nest Wifi Pro bruger den seneste trådløse standard, Wi-Fi 6E, og det gør en stor forskel, hvis du har mange enheder koblet på netværket, eller hvis du bor i et tætbefolket område, hvor der er masser af netværkstrafik på frekvensbåndene på 2,4 GHz og 5 GHz. Med Googles sæt får du nemlig et tredje frekvensbånd på 6 GHz, som er ekstremt hurtigt over korte afstande.
Overførselshastigheden haltede dog noget efter det hurtigste mesh-netværk, vi har testet, men når man vil have det bedste, koster det så også en del mere. Det dyre sæt havde en download-hastighed fra nettet på cirka 600 megabit/sekund, mens Googles sæt “kun” nåede op på omkring 500 megabit/sekund.
Porten, hvor du kobler dit modem til routeren, er i øvrigt kun på 1 gigabit/sekund. Det havde været rart med en lidt mere fremtidssikret port, så du undgår, at routeren bliver en flaskehals, hvis du får en superhurtig fibernetforbindelse.
Du er til gengæld fremtidssikret på en anden front: Nest Wifi Pro har nemlig indbygget Thread. Det er et særligt netværk til det snart meget store udvalg af Smart Home-udstyr, som bruger den nye standard Matter til at kommunikere med hinanden.
Designet på de tre routere er dejlig diskret, så du kan stille dem hvor som helst. Det kan være svært at se, at det er netværksudstyr, hvis man ikke lige ved det.
Du kan nøjes med at købe en enkelt Nest Wifi Pro-router, men så kan du lige så godt købe en hurtigere almindelig router til den samme pris. Nest Wifi Pro giver først og fremmest mening, hvis du kobler flere enheder sammen, og Google sælger et sæt med tre Wifi Pro-enheder, der faktisk koster mindre, end hvis du køber to af dem enkeltvis.
Du skal være opmærksom på, at Nest Wifi Pro ikke er kompatible med de tidligere udgaver Nest Wifi og Google Wifi, så du er nødt til at opbygge et nyt netværk forfra, hvis du vil bruge det nye sæt.
+ Har indbygget Thread
+ Fin pris
+ God rækkevidde
Se den bedste pris lige nu
Conclusion
Googles sæt er den mest brugervenlige mesh-netværksløsning, vi har prøvet.
Specifikationer
- Mærke
- Trådløs standard
- Wi-Fi 6E
- Netværksporte
- 2
- Elforbrug
- 22,5 W
- Mål
- 13 x 11,7 x 8,5 cm
- Angivet hastighed
- 4,2 gigabit/sekund (sammenlagt)
- Målt hastighed
- 600 megabit/sekund